Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Ridder Roland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Ridder Roland
sort Fugl forbi og strøg hans Hue med sine brede Dragevinger.
Var det Vejviseren?
Han saa’ op og blev vaer trods Skumringen, at Sletten var
veget for en Rundkreds af Bjerge, hvis man kunde kalde dem Bjerge,
de hæslige Højder og Hobe, der havde lusket sig om ham.
Hvordan de saadan havde overrasket ham, forstod han ikke, endmindre,
hvordan han skulde slippe fra dem. Men han følte som en
Erindring om en eller anden lumsk og ond Streg, der var bleven
spillet ham, maaske i en led Drøm. Videre kunde han da ikke
komme den Vej. Men lige som han var ved at opgive det, mærkede
han et Klik, som naar en Fælde smækker i. Han var fangen!
Og paa en Gang foer det brændende gennem ham: Her var
Stedet! De to Banker til højre som to Tyre, der tvinder deres
Horn sammen i Kamp, og til venstre det høje skallede Bjerg . . .
Fæ, han var! Laa ikke selve Taarnet der i Midten? Det runde,
sammentrykte Taarn, blindt som Daarens Hjerte, bygget af brune
Sten, uden sin Lige i hele Verden!
Kunde han ikke se? Jo, for det døende Solsæt flammede gennem
en Spalte i Skyerne, hvor Højene laa som Kæmper ved en Jagt
med Haand under Kind og ventede at se Dyret faa Naadestødet.
Kunde han intet høre? Det larmede alle Vegne. Det ringede som
en Klokke, stærkere og stærkere. Det ringer ind i hans Ører
Navnene paa hans fortabte Forgængere og Fæller, hvor dén var
stærk og dén var kæk og dén var lykkelig, men alle var de
forlængst borte og slagne. Et Øjeblik klemtede Dødsklokken over
Aars Lidelser. Og der stod de rækkevis langs Højsiderne for at
se hans Undergang. Han saa’ dem i Flammeskær og kendte dem alle.
Og dog satte han frygtløs Hornet for sine Læber og blæste:
„Ridder Roland kom til det mørke Taarn". —
Man har haft travlt med at finde dybere Mening og filosofiske
Lærdomme i Brownings Digt. Og som i andre Digte kan man
lægge Lære derind i efter sit Behov. Men det er næppe Brownings
Mening, man træffer. Digtet, der blev til i én Støbning paa én
eller tre Dage — endda det er skrevet i stærkt rimbundne Vers
— har ikke dybere Filosofi end Poe’s „ Fall of the House of Usher".
Det er som dette en ren digterisk Fantasi over Uhyggefølelsen.
Det er denne Stemning, der fastholdes og varieres og knyttes til
andre dumpe og knugende Følelser, Afsky og Lede, Haabløshed
og træt, halvtspottende Selvopgivelse. Lysere Toner prøver at
kæmpe sig frem, men slaas ned. Farverne stemmes sammen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
