Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Fog: Johan Bojer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Bojer
183
ikke slet, er et Stemningsmenneske, der giver sig sine uklare Ideer i
Vold og af disse lader sig drive til at indføre Reformer i sin Bedrift, til
at starte nye Foretagender, hvis Følger han er ude af Stand til at
overskue. Han har ruineret sig selv og utallige andre. Han føler sin Skyld
og sit Ansvar. Da hører han Norby’s Beskyldning. Her ved han, at
han er uskyldig. Han er et Offer for Bagvadskelse og Ondsind. Hans
Fantasi tager Næring af denne Uskyldsfølelse, og snart er han overbevist
om, at alle hans Ulykker hidrører ikke fra hans egen Uduelighed, men
fra Rænker, der er spundne mod ham, og hvis fornemste Ophavsmand
Norby maa være. Hans SagesLøshed i den enkelte Sag frikender ham
i hans egen Samvittighed for de talløse begrundede Beskyldninger.
Med den agtede Norby sker næsten det omvendte. Han ved, at
Wangens mange Anklager mod ham er ugrundede, paa nær den ene.
Og denne Følelse af Uskyld i de tyve Sager trænger Bevidstheden om
Skyld i den ene i Baggrunden og kvæler den helt til Slut. Bygden
erklærer sig for og imod de to stridende uden at kende Ret og Uret. Alle
lader deres Valg bestemme af tilfældige Sympatier. Bojer slipper ikke
sine Personer, før Sagen har naaet sin logiske Slutning: Wangen
dømmes for falsk Underskrift, og Norby fejres med en stor Folkefest.
Det er ikke svært at faa Øje paa det centrale i Johan Bojers senere
Forfatterskab. Theodora udtrykker med al Tydelighed hans Hovedtanke
i Replikker som disse:
.Sæt. at man nu kunde naa saa langt, at ingen følelse, ingen
sindsbevægelse kunde faa lokket eller truet en til noget, som man i
sit inderste ikke vil.* og . . Jeg synes, det bestandig er hjertet
og hjertets magter. som fører os paa afveje. Der er saa mange
skillingsfølelser og Qitterstas derinde, som bare ligger paa lur for at
blænde vor dømmekraft og rive en moden overbevisning istykker.*
I .Et Folketog*, i „En Pilgrimsgang*, i „Troens Magt* er denne
Tankegang ligeledes Grundtonen. Hver Gang vor Hjerne har erkendt
noget som sandt og ret, melder Følelserne sig straks i Flok og Følge
og søger at magtstjæle og dræbe vor Evne til at blive Sandheden tro.
Det er en .Ulveflok*, der stadigt følger os i Hælene.
Fædrelandskærlighed, Pietetsfølelse, Elskovsfølelse, alt sammensværger sig imod os for ved
given Lejlighed at lede vore Skridt bort fra den Vej, vor Erkendelse har
peget paa som den eneste rette.
Denne Strid mellem Følelser og Sandhed kommer mesterligt frem i
.Troens Magt* i Skildringen af Ejnar Norby, Sønnen, der ved, at
Faderen er skyldig, og rejser hjem for at skaffe Retfærdigheden Sejr, selv om
Faderen skal knuses derved. Men Hjemmets Stemning med dets
Moder-og Søsteromhu og alle bløde Minder lammer hans Handlekraft og
stemmer ham til Forsoning med Faderen. Det uretfærdige Angreb paa denne
fylder ham ined Harme. Lidt efter lidt overskygges i Sønnens Sind
Bevidstheden om Faderens Uret af Vredefølelsen mod dem, der udspre-
*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
