Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Fog: Johan Bojer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Johan Bojer
lægge Vægt paa de stille Ord, Theodora veksler med sin Veninde, og
som røber hendes Angst for den Splittelse, der kan opstaa i hendes
eget Sind. Men hele fjerde Akt drejer sig udelukkende om denne indre
Strid, og det er denne, der dræber Theodora. Det kan ikke undgaas,
at Publikum føler sig forvirret.
Men disse Indvendinger gælder lidet mod den Rigdom af Poesi, der
fylder Stykket. Replikkerne er formede med den nænsomste Sprogkunst
og er paa samme Tid sjælfulde og sande. Hvor skønt udtrykker
Theodora ikke Moderlængselen i en Replik som denne:
„Er det ikke saa, at barnet i grunden er hos moren længe, længe
før hun møder dets far? .... At vi kvinder gaar og sanker det
sammen op gennem aarene — tanke for tanke og drøm for drøm. Indtil
den lille barnesjæl ligger der fuldt færdig hos os og bare venter at bli
klædt paa?"
Og hvor er Komiken ikke dyb i Scenen med Skolebestyrerinden!
Hun kommer til Theodora med begge Hænder fulde af Hjælpsomhed.
Hun vil holde Foredrag om Theodora’s Eksempel, der vil bringe
Kvindesagen et mægtigt Skridt fremad, hun vil sætte Indsamling i Gang, hun
.... og Theodora beder hende forskrækket lade være, hun vil ikke
opfattes som en „Sag", bare have Lov at leve paa den Maade, hun
synes er den værdigste. Skolebestyrerinden fortvivler over at brænde
inde med sin hjælpsomme Iver, over at se denne Sag undslippe sin
Veltalenhed og spørger fortvivlet: „Eksemplet for de tusende har slet ikke
noget værd for Dem?" — Theodora: „Nej, ikke spor."
Skolebestyrerinden faar nyt Syn paa Sagen og forlader Theodora forarget over
hendes Livsvandel. Det er den norsk-bjørnsonske Bravhed stedfortraadt af en
Blaastrømpe.
De to Romaner, Johan Bojer har udgivet efter „Theodora", hører
ubetinget til det skønneste og interessanteste, den unge Litteratur har
frembragt. Der er nu først En Pilgrimsgang — det mægtige
Prosa-Epos om Moderfølelsens Vælde og forfærdende Hensynsløshed. Og nu
sidst udkom Troens Magt. Denne Bog rummer som i én Sum alle
Forfatterens bedste Egenskaber. Hans Evne til at gruppere sine
Personer saaledes, at de belyser hverandre skarpt og sikkert, hans Evne til
at gennemføre en Karakter, saa dens Sandhed bliver indlysende, hans
Evne til at efterspore en Handlings fjerneste Virkninger, saa vi stirrer
ind i blaanende Fremtids-Perspektiver — alt dette kommer fuldgyldigt til
sin Ret i denne sære, knappe Roman.
En uretfærdig Beskyldning ’rettes imod os. Straks reagerer vort
Følelsesliv med en Voldsomhed, der tager Magten fra vor Dømmekraft.
Det, at vi føier os uskyldige i det ene Tilfælde, kaster noget Lys over
de Tilfælde, hvor vi erkender at være skyldige. Vi tvivler om egen
Skyld og søger Aarsagerne til vore Fejl hos Omgivelserne. Lidt efter
lidt ser vi os som Martyrer, og dette hjælper vidunderligt til at skyde
Ansvaret fra os selv, lægge det over paa andre og føie os dejligt
brødefri. Det er denne Iagttagelse, hvorover „Troens Magt" er bygget. Knut
Norby har ladet det falske Rygte brede sig, at Wangen har skrevet
hans Navn falsk paa et Kautionsbevis. Wangen, der er uduelig, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
