Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Betragtningens Time
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Betragtningens Time
snart af det ene, snart af det andet Parti, saa kan Quidam i sin
Partihjæme ikke finde nogen naturlig Forklaring deraf, i den Grad
strider det mod Kritikens Skik herhjemme, at være upartisk, men
han opgiver Fænomenet som et mystisk „Kogleri".
Hvis et Land, i hvilket Partivæsenet har regeret saa voldsomt
og længe, skulde møde sin Skæbne i en lignende Skikkelse som
Frankrig i Dreyfus-Sagen, kan dets Personligheder og Institutioner
være nok saa gode — Ingen kan dog vide, hvor dette Maskineri
kan føre hen. Hvad vi har Brug for her i Landet er derfor ikke
flere aktive Politikere, men tværtimod en Aand, der er den aktive
Politiks Modsætning. Hvor saa mange Hænder har ageret, maa
der ogsaa være nogle til at reagere. Lad Demokratiet styre, som
Forfatningen vil. at det skal, lad dets ledende Mænd handle, men
lad Tankens Mænd bevare Tankens og Tvivlens Uafhængighed.
Vi maa rejse Tvivlsaanden igen, Mistænksomhedens og Ironiens
Aand, rejse den i vor egen Lejr, som Partivæsenet har gjort til en
dogmefast Menighed. Lad os høre op med at klumpe os sammen,
vi maa have Ensomhed udenom os — den Ensomhed, som
Ge-neraltolddirektør Rubin engang i en Tale til Minde om Hørup i
udmærket smukke og sande Ord nævnede som det, der havde givet
den danske Bonde hans Holdning, da han første Gang stod i
Stænderforsamlingen.
Det er netop Holdning, der tiltrænges blandt akademiske
Venstremænd her i København som Reaktion mod den
Holdningsløshed, der efterhaanden har faaet Overhaand hos dem, der
har opkastet sig til Førere. Og de, hvem ikke en indre
Tilskyndelse driver til at staa paa deres egne Ben, dem maa i
hvert Fald en ren praktisk Nødvendighed føre dertil. Man være
saa partitro, man vil, man sætte sin Ærgerrighed i altid at følge
sit Parti — naar man ikke er Indviet, og har sin Gang dér, hvor
Dagsbefalingen udstedes, saa render man jo forvildet om som et
Faar, hvis Tøjr er revet løs, drevet snart den ene Vej, snart den
modsatte, saa frem, saa tilbage, — lykkelig den, der har saa fin
en Næse, at han kan vejre, hver Gang Vinden vender, men det
Instinkt har Naturen nægtet adskillige.
Der er desuden én Ting endnu. Hvor megen Ret, man har,
og hvor megen Magt, man faar, — for at citere Quidam s
Slutningsord — det beroer, naar man ikke derved forstaar den
brutale Ret og Magt, Avismagten, Pengemagten, Partimagten, men
den aandelige Ret og indre Adkomst, derpaa, hvor frit man staar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
