Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Brandesianismens Revision
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Brandesianismens Revision ■»O 7
Og man bliver det ikke mindre, naar hvert nyt Forsøg synes at
bevise Umuligheden af, ud fra religiøse Forudsætninger at udøve en Kritik,
der virkelig kan faa Betydning for andre end dem, hvem Spørgsmaalet i
en vis Forstand kan være ganske ligegyldigt, nemlig Bevægelsens
principielle Modstandere.
Det er for en udenforstaaende Iagttager baade til at le og græde
over, den saare beskedne og overordentlig forstaaende Stilling, Modpartiets
Kritikere nu indtager overfor Georg Brandes. Den Tid er længst forbi,
hvor de angreb med krum Hals og frejdig Overbevisning. Nu vover de
ikke at tvivle om hans Intelligens, hans Vid, hans Stil o. s. v. — hele
Trosbekendelsen. Hvis han var frelst, vilde de være stolte af ham. De tror
paa ham, paa Gud og paa Djævelen og har nok at gøre med at stifte
Fred de store Herrer imellem.
Naar Holger Begtrup skriver om Georg Brandes, er han næsten
ikke til at kende igen. Han er iført Forstaaelsens mest „Gud bevare
os"-skaansomme og ulastelige Diplomatfrakke. Han lægger snart
Haanden paa sit eget Bryst og siger: „Naturligvis, jeg har min
Overbevisning", og snart bøjer han sig frem, ser Georg Brandes dybt i Øjnene
og lægger Haanden paa hans Skulder: „Men jeg er villig til at forstaa
— jeg er overmaade tolerant."
Det virker helt befriende, naar pludselig Højskoleforstanderen faar
Luft i en saadan naiv Ytring som den angaaende Venskabet mellem Chr.
Richardt og Georg Brandes i Anledning af nogle spøgefulde og
elskværdige Ord af den gamle Præst: „Og hvem tør laste den kristne Digter
for at han vedligeholdt dette Venskab ?" Ak nej, vi bebrejder ham intet.
Det mærkes i Alfred Ipsens Bog, at Forfatteren har gjort personlig
Bekendtskab med den Bevægelse, han omtaler. Desuden kan man ikke
undgaa at føie Respekt for den Restræbelse, han tydelig viser for at være
retfærdig mod dem, der har sparket og haanet ham som ingen anden.
Men Ængsteligheden for at være det klæder ham ikke. Den højere
Retfærdighed er det dog ikke nu Tidspunktet til at varetage. Hvis han skarpt
og uskaansomt havde peget paa Manglerne og var gaaet helt til Bunds i
dem, vilde han have vist al den Retfærdighed, vi kunde kræve af ham.
Den Slags Retfærdighed, der giver med den ene Haand og tager
med den anden, bliver desuden saare let til Vrøvl. Rundt om i Alfred
Ipsens Bog træffer man vage Udtalelser, snart rosende, snart kritiserende,
der intet siger fordi de ikke naar ned til Sagens Kærne, og som
endogsaa binder Forfatteren selv saa lidt, at han kort efter skriver som om
de ikke var til.
Naar han som Grund til at Brandes ikke svarer paa Paludans
Kritik af „Emigrantlitteraturen", anfører „at han den Gang (efter sin
Flytning til Berlin) havde tabt meget af Interessen med Hensyn til sin
Position i Danmark; thi han har mange Gange taget til Genmæle
overfor Angreb af ringere Kaliber, hvor han udæskedes", da studser man
over denne Naivetet. Og ens Forbavselse og Forvirring bliver ikke
mindre, naar man to Sider længere fremme læser: „Thi ingen tror paa
den Fabel, at han skulde have revet Danmark ud af sit Hjerte". Hvilken
Udtalelse støttes af mange og gyldige Grunde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
