Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Voltaire som Filosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
Voltaire som Filosof
Aftenen vilde han gerne sidde ved et festligt Bord mellem
aandrige Mennesker, hvis Vid ingen Hensyn tog. Kun lod han helst
Lakajerne gaa ud, naar Bladet helt skulde tages fra Munden.
I Frederik II af Preussen havde han en stor Beundrer, der
søgte at drage ham til sit Hof. Først efter Marquise de Ghåtelet’s
Død gav Voltaire efter og boede nu i tre Aar i Berlin (1750—1753).
Kongen vilde gerne have aandrige Mænd omkring sig, og han
ringeagtede den tyske Litteratur. Dog havde han ogsaa en
Bagtanke: han vilde gerne lære godt Fransk, og han vilde have sine
franske Værker korrigerede. En Tid gik det godt mellem de to
Venner: men de opdagede snart hinandens svage Sider. Hvad der
stødte Kongen, var dels Voltaires mislige og uværdige
Pengespekulationer, dels hans ondskabsfulde Udfald mod andre af Kongens
franske Venner. Og dertil kom endnu spottende Ytringer om ham
selv, som forebragtes ham. Voltaire skal blandt andet i
Anledning af det Arbejde, han havde med at korrigere Kongens Vers,
have beklaget sig over, at han maatte vaske Kongens smudsige
Linned. Til Gengæld blev det forebragt Voltaire, at Kongen havde
sagt: J’aurai besoin de lui encore un an tout at pius; on presse
l’orange et on jette l’écorce! — Det kom til et Brud. Voltaire
drog tilbage til Frankrig; men paa Vejen lod Frederik II ham
arrestere i Frankfurt for at tvinge ham til at udlevere Papirer,
han havde betroet ham. — Frederik II udtaler sig i sine Breve
lige saa nedsættende om Voltaires Karakter, som beundrende om
hans Aand. Han bruger i begge Henseender Udtryk, der paa
interessant Maade minder om de Udtryk, Rousseau bruger, naar
han kalder Voltaire en stor Aand, men en lav Sjæl (ce beau
gé-nie et cette åme basse)1).
Naar denne Periode i Voltaires Liv ikke stiller ham i noget
heldigt Lys, idet de smaalige Elementer i hans Natur komme saa
stærkt frem, saa gav den sidste Del af hans Liv ham Lejlighed til
at vise sin Karakters bedste Egenskaber. En af hans nyeste
Biografer (Dr. Kate Schumacher: Voltaire. Eine Biographie.
Leipzig 1898) giver denne sidste Periode af hans Levned
Overskriften „Menneskevennen". Og med fuld Ret. Sin Anseelse og
sin Rigdom benyttede han nu til at hjælpe de Fortrykte og skaffe
Oprejsning for dem, der havde lidt Uret.
’) Smlgn. E. Zeiler: Friedrich als Philosoph. Berlin 1886. p. 22 f. og min
Bog Jean Jacques Rousseau og hans Filosofi. København 18%. p. 71.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
