Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Voltaire som Filosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
Voltaire som Filosof
Alt i Religionen, der gik ud over Troen paa en Gud, var for
Voltaire Overtro, og for det havde han kun Haan og Spot til
Rede. Her viser hans Begrænsning sig især. Han manglede Sans
for Sjælens indre Liv, for alt det Halvbevidste og Ubevidste i
Følelseslivet, som søger Udtryk og Form. Kun det, der fremtraadte
i det klare Dagslys, kunde han forstaa. Deraf opstod hans Teori
om Religionens Væsen og Udvikling, en Teori, der unægteligt i
høj Grad fyldestgør Simpelhedens Princip. Kilden til al den
Religion, eller til alt det i Religionen, der ikke stemmede med hans
egen Religion, fandt han i Dumhed eller Galskab (imbécilité —
folie). Og naar de havde øvet deres Værk, kom Slyngelagtigheden
og benyttede sig af de saaledes opstaaede Troslærdomme og
Kulturskikke: ce sont d’ordinaire les fripons qui conduisent les
fana-tiques! Derved forklares de religiøse Forbrydelser.
Naar Voltaire staar overfor et aandeligt Fænomen, han ikke
forstaar, stiller han os gerne Valget mellem Galskab og
Slyngelagtighed. Fou eller fripon! Det gælder ikke blot overfor
religiøse Fænomener og Skikkelser, men ogsaa overfor Skikkelser som
Sokrates og Spinoza eller Naturforskere som Maillet. Denne sidste
havde opstillet den Hypotese, at Bjergene engang havde staaet
under Vand, hvilket han begrundede ved de Forsteninger af
Havdyr der fandtes højt over Havets nuværende Overflade. For
Voltaire var denne Hypotese ubekvem, da Teologerne syntes at kunne
beraabe sig paa den til Gunst for den bibelske Fortælling om
Syndefaldet, og han overøste den nævnte Naturforsker med Spot,
medens han forklarede de Fænomener, paa hvilke denne havde
grundet sin Antagelse, paa den barnagtigste Maade. Paa den unge
Goethe gjorde dette et frastødende Indtryk. „Voltaire havde,"
siger Goethe i sit Levned, „aldrig nok kunnet nedsætte Religionen
og de hellige Bøger, paa hvilken den er grundet, i den Hensigt at
skade Præsterne, og han havde derved ofte gjort et ubehageligt
Indtryk paa mig. Men da jeg nu hørte, at han for at svække
Beretningen om Syndfloden nægtede, at der gaves forstenede
Muslinger, og kun vilde lade dem gælde som Tilfældigheder i Naturen,
saa tabte han ganske min Tiliid." — Det er en Nemesis, der lader
Voltaire, som saa gerne vilde optræde i Videnskabens Navn,
forsynde sig mod en dybere og grundigere videnskabelig Forsken end
den, han selv byggede paa. Havde han haft større Sans for det
oprindelige og for de store Begyndelser, vilde han ikke have ligget
under for dette Hang til, hvad Goethe kaldte „partisk Uredelighed".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
