Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
Edvard Brandes
Da Gennembrudsmændene delte det aandelige Danmark
imellem sig, tilkendtes Teatret Edvard Brandes. Han havde i
Tilslutning til sine Sanskritstudiers Doktordisputats skrevet magert
forstandige, religionsfilosofiske Artikler i „Nyt dansk Maanedsskrift",
men Skuespilkunsten var Midtpunktet for hans Interesse. I Brevene
fra den Gang udnævnes han som den selvfølgelige til Direktør for
det kongelige Teater. Han overtog sin Broders Kritikerpost ved
„Illustreret Tidende" og skrev dramaturgiske Tidsskrifts-Artikler.
Edv. Brandes’ dramatiske Kritik, hvis danske Afstamning er
at søge hos Baggesen og Goldschmidt, betegner en uomtvistelig
Udvikling. Indenfor det nye System kanoniseres han som den,
der har overført de moderne æstetiske Principper paa
Teaterkritikken. Det lyder stateligt og er til en vis Grad rigtigt. Den
naturlige Aarsagssammenhæng mellem Liv og Kunst, vi nu betragter
som selvfølgelig Forudsætning, var da ikke almindelig bevidst.
Sikkert har han ogsaa i sine Skuespiller-Karakteristikker skrevet fine
og dygtigt formede Skildringer med Livets og Kunstens
uvilkaar-lige Samvækst til Baggrund. Men hans Systematisering bliver
jævnlig stram og anstrengt, hans Sammenstilling undertiden
forbløffende, som naar han jævnfører Emil Poulsens
Kunstnerpersonlighed med Vilhelm Bergsøes. Ja, hans æstetiske Udgangspunkter
faar vi mellemstunder virkelig i den gale Hals. Husk f. Eks. fra
„Det nittende Aarhundrede* hans Udtalelse om Skuespilkunsten:
Den store Mængde er som et Barn, der ikke formaar at læse et
poetisk Arbejde paa egen Haand og enten trænger til en Forelæser, der
forstaar at foredrage med den rette Betoning, eller til en Kommentator, der
ved at forklare Meningen oversat i andre Ord lærer den at læse selv:
den behøver snart en Skuespiller, snart en litterær Kritiker. Thi disse
Tvendes Opgaver ere ens, deres Virkemidler alene
forskellige.
Og han fortsætter med den selvfølgelige eller besynderlige
Forsikring, at Skuespilleren kun hæver sig til sand Kunstner, naar
hans Fremstilling er en individuel Gengivelse af Digterens Værk.
Da bliver han en Kunstner som Portrætmaleren, ellers er hans
Virksomhed at ligne ved Fotografens. Et Øjeblik efter betegner
han Skuespillerne som „talende Dramaturger"!
Edv. Brandes’ Styrke er ikke det almindelige Udsyn, men
Gennemførelsen af den uangribelige Enkelthed, som hans
Kundskab beriger, hans skarpt samlende Blik fæstner, hans dybe Inter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
