Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
299
esse bærer og beaander. Hans udenvælts Slægtskab er til
syvende og sidst mindre Ste. Beuve og Taine end Sarcey, hvem han
ærligt beundrer og kendeligt paavirkes af. Han benytter ham
jævnlig — paa ingen Maade ud over det forsvarlige — til sine
Studier over fransk Skuespilkunst, der i personlig Iagttagelsesværdi
staar langt under hans Portrætmalerier af danske Scenekunstnere.
Han har Berøringspunkter med Sarcey i den nøgterne Grundighed,
i det solidt praktiske Syn, den sagligt forfarne Optagethed og en
vis Borgerlighed, som jeg nærmere skal paapege, med dens
Mistro til Lyrik og Udenoms-Aandrighed. Han mangler den brede
Franskmands joviale Sundhed, men hæver sig over ham i nervøs
Energi og knap artistisk Fasthed.
Brandes’ store og afgørende Betydning for dansk
Skuespilkunst ligger da i hans næsten en Menneskealder gennem førte
Virksomhed som Dagblads-Kritiker. Her skyder han simpelthen
Systemet tilbage og tager daglig og praktisk fat med en
overlegen Kyndighed og støt Ihærdighed, der udvider og skærper
Blikket for Teatrets Gerning og unægtelig højner Synet paa den
ofte saa spøgefuldt behandlede ,Recensents* Rolle. De bedste
af E. B.’s Teater-Artikler er ikke blot myndige Døgn-Indlæg men
Kunst. En Skildring som den af Olaf Poulsens Harlekin i „De
Usynlige" rødmer ikke for stærk Ros — jeg kender intet
Enkeltbillede hos hvem som helst af Udlandets første Dramaturger,
der staar over den i fængslende og rammende Livfuldhed; Faa
naar den.
Han fanger ikke sovende denne Sprogets særtegnende Fynd.
Han er ikke født Stilist. I Begyndelsen skriver han tungt og
besværligt, selv langt senere kan hans Dansk lyde som slet oversat
Fransk. Den Sprogets uvilkaarlige Vellyd, den milde Ranke-Vækst,
som hjertetager hos Julius Lange eller Henrik Pontoppidan, er ham
fremmed. Han bliver Skribent i Kraft af sin Intelligens og Vilje.
Han sammentrænger, svejser, hamrer og skærper sit Dansk, til
det hastigt faar Greb i Opmærksomheden, tvinger og fastholder
▼ed sin rolige Logik eller sit sikre Smil, overbeviser — uden
fortrolig at vinde og end mindre fortrylle. Derfor kan hans Sprog
irritere ved et vist villet Snit, der virker udansk (eksempelvis hans
Misbrug af Imperfektum en Tid lang — hans evindelige og tit
urigtige Anvendelse af endda), og det kan gaa i Stykker for ham,
saa der skal god Vilje til for at følge dets forskaarne Logik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
