Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
307
ligt at bevare Troen og Dlusionen: nyttige er faa, hæderlige færre,
uselviske færrest; og da Begreberne ikke eksisterer udenfor
Menneskene, tror man til Slutning hverken paa Nytte, Hæderlighed eller
Godhed." Og da Beatrice, der med de samme Ord som Datteren
i „Et Brud* mener at „tro paa noget, maa man", spørger ham,
hvor man da kan leve i al den Usselhed, lyder Svaret: Maaske er
det Grund nok, at man overhovedet eksisterer, og at man har
Vished om denne Tilværelses Ophør. Man behøver ikke at haste,
naar man er sikker paa at naa Maalet.
Saa søger Brandes fremmed Luft i „Asgerd’s Skildringer fra
Island ved Eristnings-Tiden, der byder ham Berøringspunkter
gennem den kantet fyndige Knaphed. De historiske Studier, der danner
Baggrunden, er tilforladelige, den gammelislandske Karakter sikkert
efterlignet, det Hele uden dybere Interesse. Asgerd selv, der styrer
Handlingen, som man flytter Brikker i et Skakspil, bliver os
løjertens led ved sin desperate Uvilje mod det Hjem, der er hendes.
Der er noget mandig-smukt i Venskabet mellem den vise Flose og
den vege Sæmund. Men til syvende og sidst er Brandes’
Livsmis-tro væsensforskellig fra Sagaernes Livs-Alvor, der kan hæve sig til
saa høj og streng en Renhed.
Og hvilket sælsomt Indfald af saa ortodoks en Tvivler-Hjerne
at ville skildre disse religiøse Gærings-Tider. Hvorledes skulde han
kunne male os netop det, der er Kærnen i al Religion — Begejstringen,
den sværmerske Higen, Mystikken ? I det islandske Drama karikeres
den grove og plumpe Kristendomshandel med tydelig Hensigt.
Muhammed i det følgende Skuespil er en lysten og narret Hanrej,
hvad der maaske lod sig tænke, og lille... for lille til at være
Muhammed.
Troværdigere magter Brandes et lille Historiebillede som „Hos
Sigbrit", hvor han kan forlene den kloge Hollænderinde med sin
egen rolige Logik, mens hun fast og snildt smedder sin Datters
Skæbne til Prinsens. Livskimen i Skuespillet er dog vel den
drillende Idé at vise den blide og skræmte Due som et muntert
Pigebarn, hvis Livslyst med Glæde tager imod den prinselige Elskov.
„Asgerd" var bleven opført paa det kgl. Teater uden Held.
Nu søgte Brandes tilbage til den Samtid, som i sin
Haandgribe-lighed ret egentlig laa ham paa Sinde, og da Scenen ikke stod
ham aaben, valgte han Romanens Ramme. Helt ny var Formen
ham ikke. Han havde i 1889 udgivet „En Politiker" med saa
uforstaaende en Berg-Karikatur, at den belyste Forfatteren mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
