Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Steenstrup: Historieskrivningen i Reformationsaarhundredet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
Historieskrivningen i Reforrnationsaarhundredet
Begivenhederne rullede saa ustandseligt med deres støjende Hjul.
Men selv naar Værget er hængt i Krogen, kan der i Sindene
endnu være en saadan Lidenskabernes Bølgen, at i hvert Fald
Fremstillingen af den Tid, som nylig var, ikke vil ske med den
Ro og Retfærdighed, som tilkommer et historisk Arbejde. Gælder
Studiet Tider, der ligger længere tilbage, vil Faren være mindre,
naar da ikke netop hine Krigens og Tummelens Aar har sat
Sindene saaledes i Bevægelse, at bestemte Tanker og Synsmaader
maa faa Overvægt og farve Betragtningen. Der kan Jo være
Tider, da Følelser og Lidenskaber i Sjælen har saa bestemt
Overherredømme hos de enkelte Individer, det enkelte Folk eller alle
Folkeslag, at de vil præge alt Aandsliv og saaledes ogsaa
Historieskrivningen. I det hele kan det vel siges, at hos enhver
Tidsalders Mennesker er bestemte Følelser og Tilbøjeligheder
stærkere fremme end andre og giver dem ligesom et Hovedpræg, og
denne Tilbøjelighed vil kunne være af en saadan Art, at den
nødvendig vil sætte et særligt Mærke paa den Opfattelse og
Fremstilling af Historien, som da kommer til Orde.
I
Jeg vil tage Udgangspunkt fra den hedenske Side, fra den
Bevægelse, som gik umiddelbart foran Reformationen og samtidig
med denne, den Frigørelse, som lod Personligheden bryde ud
gennem Skranker og Skemaer, gennem Lav og Korporationer, og som
hævdede Jegets Ret til i hvert Fald at kunne udvikle sig frit.
Det var bleven Menneskene aabenbaret, at vort Jeg var af
guddommelig Herkomst og et Genbillede af Gud, udviklingsdygtigt i
det uendelige og med alle Muligheder nedlagte i sig; det havde
Krav paa at røre sig frit og at studeres. Det var derfor Uret, at
der var fortalt og skrevet saa lidt om de enkelte Menneskers
Udvikling i Middelalderen, afset fra, hvad der var kommet frem om
Konger og hellige Mænd. Jeget havde desuden Ret til at lade sit
eget Navn runge. De Viser, som Folket sang, skulde ikke længer
være navnløse Sange, der gik fra Mund til Mund, uden at man
vidste, fra hvem de skrev sig, og Kunstneren tegnede stolt og
frejdigt sit Navn i Maleriets eller Kunstværkets Hjørne. Jeget
maatte derfor ogsaa have Lov og Trang til selv at fortælle sit
Livs Skæbne, hvad det havde oplevet og udrettet.
I Tyskland var det saa at sige den sidste Skikkelse fra Middel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
