Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Steenstrup: Historieskrivningen i Reformationsaarhundredet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Historieskrivningen i Reforrnationsaarhundredet
fast ved egen Nationalitet, efter at man havde sluppet de universale
Idéer som altfor fjerntliggende, Kejserdømmet, som strakte sig ud
over alle Riger og Lauide, og den internationale Kirke med det
fælles Overhoved. Ander g Sørensen Vedel siger: „Det har angret
mig, at vi Danske, som udi Dyd, mandig Daad og ellers i andre
Henseender kunde vel hæves og lignes med andre de fornemmeste
Nationer, skulde i dette Vilkaar findes ulige nogenlunde ringere,"
derfor agter han at skrive sit Fædrelands Historie. Sit Forsæt fik
han ikke fuldført, hvad der derimod lykkedes Huitfeldt, som skrev
„mit Fædreland til Ære og Lov, som haver givet mig Liv, Levned
Stand, Ophold, Gods og Biering."
Man kan ikke noksom være opmærksom paa, hvordan den
nævnte Hævdelse af Personligheden havde kaldt en anden baade
god og farlig Følelse frem: Æresfølelsen. Der var vel næst efter
den religiøse ingen menneskelig Følelse, som saa stærkt var
raadende i Reformationsaarhundredet. Og den viser sig paa mange
Maader. Den viser sig i en umaadelig Trang til at hævde egen
Ære og til at modtage Ære, og Æren skal ikke blot gives os,
indtil vi lægges i Jorden, den skal tilkomme os længe efter vor
Død. De italienske Humanister var gaaede i Spidsen, de havde
krævet Ære for sig selv og Laurbærkroning, de vidste ogsaa, at
de sad inde med hvad der kunde skabe Ry og Ros i Eftertiden
og følte sig raadige over, hvordan Fremtidens Æresbevisninger
vilde blive.
Men Æresfølelsen kan blive en farlig Følelse; den kan indgyde
Personen en Vagtsomhed og en Kælenhed over for eget Jeg, saa at
man bliver uretfærdig over for andre og deres Fortrin. Der var
indenfor alle Samfund opstaaet noget, som man havde den største
Følsomhed overfor og som man ængstelig saa’ hen til, den
offentlige Mening. Man gør sig vanskelig en Forestilling om, hvilken
Forandring i denne Henseende Bogtrykkerkunsten havde frembragt.
Tidligere havde man vel paatalt enkelte Udsagn, som var komne
En for Øre, eller havde hævnet sig for spottende Viser, nu bragtes
ved Bogtrykkets Hjælp Udsagn og Domme til Hvermand. Det
talte Ord havde jo dog Lydens Flygtighed, men her stod det
prentet til evig Tid og med frisk besudlende Kraft for hver ny
Mand, som læste det. Det er i disse den overspændte
Æresfølelses Tider, at Duelvæsenet kommer frem, Tanken om at vove
Liv og kræve Blod for krænket Ære. Duel bliver en almindelig
Skik i alle Lande, og Lovgivning og Domstole kan ikke holde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
