Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mathilda Malling: Hervey-Memoirerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
Hervey-Memoirerne 402
troet, at der ikke paa Jorden fandtes et saadant Menneske, saa
havde han alligevel skrevet. Blot for den Tilfredsstillelse at kunne
skildre Tingene, saadan som de var, og kalde „a spade o spade".
Ved Lord Herveys Haand træder vi altsaa ind i Lønkamrene
i St. James Palace, i Hampton Court og Kensington. Han fører
os ind i Kongens og Dronningens Sovekammer, lader os sidde paa
Kanten af deres Seng og høre, hvad de ved Midnatstid og i
Dag-gryningen taler med hinanden om. Vi følger ham, naar han om
Aftnerne leder Arveprinsessen fra hendes Forældres Gemak
gennem Paladsets skumle Trapper op til hendes egne Værelser, og ser
lige saa tydelig som han, hvordan hun vrænger Mund og trækker
paa Skulderen, hører hendes respektstridige Bemærkninger over
hendes Hr. Faders utaalelige Humør og hendes Fru Moders servile
Kryberi. Vi ser den lille heftige og uregerlige Konge danse som
en Bjørn i Lænker for Sir Robert Walpoles store fede Haand, i
hvilken Civillisten hviler, hører hans rasende tyske Skældsord mod
dette Folk, som han ikke forstaar, og denne Forfatning, som for
hans uindskrænket kurfyrstelige Hjerne alene synes en Chikane
mod Majestætens Ret og Værdighed. Denne tyske Duodezfyrste,
hvem Skæbnen, „den protestantiske Tronfølge" og et helt Folks
politiske Instinkt — kan man med et andet Ord betegne
Massernes sejge, udholdende Trofasthed imod en almindelig hadet og
almindelig foragtet Fyrsteslægt? — havde skænket Britanniens tre
Kroner, — vi ser ham, bittert savnende sine tyske Tinsoldater,
staa og kigge gennem Jalusierne ned paa Vagtafløsningen i
Borg-gaarden, og vi kan næsten skimte det overlegent ironiske Smil,
hvormed Lord Hervey kommenterer „this miliiary amusement*.
De rustne Laase i Chatoller og Porteføljer springer op for vore
Øjne, og vi faar Lov til at læse Hans Majestæts alenlange, naivt
skamløse, naivt ømme, yderst grovkornede og grovt tænkte Breve
til hans høje Gemalinde, — disse Breve, som Dronningen — ikke
af Ondskab, men kun fordi hun var bange for ikke at kunne paa
egen Haand besvare dem rigtig, — samvittighedsfuldt viste, hvert
eneste et, til Sir Robert Walpole, idet hun Linie for Linie gav
Mandens Udgydelser til Pris for Ministerens haardhændte Kritik og
Kommentar. Vi undrer os over denne Dronning, der, klogere end
sine Omgivelser, men — paa sin Vis — lige saa smaaligt selvisk og
lige saa smaaligt kurfyrstelig som Gemalen, dødsyg, ofrer hver Time
af sit Liv paa at tilfredsstille et Magtbegær uden Grænser. Vi er
med vore egne Øjne Vidne til, hvor uforsonligt hadsk hun intri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
