Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: D’Annunzio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
D’Annunzio
427
Gælninger" Bevis for, at en pervers Skikkelse kan formes til Kunst, der
bærer det almenmenneskeliges gribende Præg.
Overfor d’Annunzios Kunst kan man navnlig anlægge to Synspunkter.
Man kan fæste Opmærksomheden ved det uharmoniske, monomane. Alt
er ensidigt samlet om det seksuelle Spørgsmaal. Det er svulmet op,
fylder hele Verden, saa der ikke bliver Lys og Luft tilovers for andre
Sider af det menneskelige. Man bliver ført ned i en Tilværelse, som man
ikke kender igen, fordi der bogstavelig talt ikke findes andet end Erotik.
Der er imidlertid Forskel paa at forarges over en Statues Nøgenhed og
paa at føie sin Skønhedssans saaret, fordi den er mejslet naturstridigt med
visse Partier i Kæmpeformat. ,
Ud af hans Bøger taler en Aand, der har indsuget al Overkulturens
Barbari, dens Trang til at pirre de trættede Sanser ved barokke
Overdrivelser, til at ophobe Virkningen paa ét Punkt og dens indgroede
Foragt for de Magter: Skønhed og Sandhed, med hvilke den lefler. Fra et
æstetisk Synspunkt fordømmer hans Værk sig selv ved sin Vanskabthed.
Selve Sansen for Ligevægt og Maadehold maa først ødelægges, før
Kritiken tilgiver sligt.
Men man kan tillige anlægge et andet Synspunkt — spørge om den
Bevidsthed, der ligger bag Bøgerne, er i Overensstemmelse med sig selv.
Set fra dette Synspunkt bliver selve de Skildringer af fin og elskelig
Menneskelighed, der findes i hans Kunst, en Anklage imod den, fordi de
sidder rent mekanisk indkapslede. Med den samme Stilkunst, hvormed
han skildrer Stelios perverse og grusomme Natur, skildrer han den ædle
og geniale Foscarina, men vel at mærke, som om de to Erfaringsomraader
ikke vedkom hinanden, som om de ved at leve i samme Bevidsthed ikke
nødvendigvis maatte paavirke hinanden, bekæmpe hinanden, indtil Enheden
paany var naaet, enten ved det enes Undergang eller ved begges
Forening under nye Synspunkter. Vort aandelige Væsen karakteriseres ved, at
der ingen Mure kan findes i Bevidstheden. Hvor to Erfaringsomraader
ligger op ad hinanden i samme Bevidsthed, uden at de bringes i logisk
Vekselvirkning, føler vi dette som et Brud, og hvor Talen er om stærkt
udprægede Erfaringer af selvisk Hensynsløshed og Slethed og uselvisk
Kærlighed og Opofrelse, forekommer deres Adskillelse os utænkelig og
naturstridig. Alt Menneskeliv, vi forøvrigt kender, maales netop ved dets
Evne til at udligne de Modsætninger, der her opstaar. Det er
Spørgsmaal, som paatvinges os af selve Livet, næsten i hvert Øjeblik, og naar
derfor en Forfatter som d’Annunzio beskæftiger sig med Fænomener, der
er polære Modsætninger i moralsk Henseende, uden at hans Sjæl synes
i Stand til at sætte den Strøm i Bevægelse, der ellers opstaar, hvor
positive og negative Kræfter mødes, da virker dette unormalt og perverst.
Altsaa ikke ud fra en Fordømmelse af Enkelthederne i hans Bøger, men
fordi vi ikke bag hans Værk genfinder den samme aandelige Grundform,
der bærer alt andet aandeligt Arbejde, bærer hele den aandelige Kultur,
paa hvilken vi lever. De Sidebemærkninger, hvormed han engang imellem
fastslaar, at Helten aldeles mangler moralsk Kraft og derfor ikke kan
handle anderledes, virker, i Betragtning af den Ligegyldighed, hvormed
han forøvrigt holder de forskellige Erfaringer isolerede, som et frastødende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
