Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456
Den musikalske Gris
vende det paa mig, og det skete uden Spor af Kryben fra min
Side. Han kunde end ikke vide dengang, at det blev mig, der
kom til at skrive hans Nekrolog.
Ligeledes vil jeg nødig anses for en af de mange, der hænger
i Geniets Kølvand og lader sig bugsere frem af det; eller som gaar
og snuser efter den geniale og samler alt hvad der falder fra ham
— til en Bog efter hans Død. Jeg har aldrig ønsket min store
Ven Døden for at faa Lejlighed til at skrive hans Levned! Og
skønt jeg véd, at selv Kongeørnen har „smaa Dyr", der lever paa
den stolte Fugl og gør dens højeste Flugt med, anfægter Tanken
mig ikke, — mit Venskab med den afdøde bestod væsentlig i at
gøre ham Tjenester. Min Beskedenhed vilde forbyde mig at nævne
dette og overhovedet tale om mig selv, om ikke visse Menneskers
tarvelige Synsmaade tvang mig dertil. — —
Dér hvor Bøgeskoven dannede en Bugt og Kornmarken sendte
gule Bølger langt ind, laa en lille Bondegaard. Og midt i
Bonde-gaarden laa en Mødding.
Denne Mødding er af stor kulturhistorisk Betydning; og naar
Pieteten atter faar Hjerterum herhjemme og alt det skal samles,
der saa at sige dannede Rammen om vore store Aanders
Tilværelse, betingede deres timelige Velvære, vil den være selvskreven
til at komme med. Jeg skal ikke her gøre Rede for, naar og
hvordan den griber ind i vort Aandsliv, men kun nævne, at den en
Tid var Tumleplads for den afdøde og blev et vigtigt Led i hans
fysiske Udvikling. Her holdt han i sin første Ungdom Klapjagt
paa Hønsene og tvang dem til at genoptage den gennem
Aartusinder ringeagtede Brug af deres Vinger, fordi han allerede
dengang med Geniets stærke Instinkt hadede det tamme og
samfunds-trygge; her gravede han sig hvid ned og kom brun op igen; her
tyede han ogsaa i sin Manddoms ledige Stunder hen og slikkede
Solskin, til han var lige ved at blive til Ister.
Jeg beklager de heldigvis faa, der ikke kan forsone Begreberne
Idealitet og Mødding, og skal her minde om, at mens vi andre
bevæger os i et Plan, rækker Genierne i Højden og i Dybden —
vore store Mænds Levned bekræfter min Opfattelse. Derimod vil
ingen studse over, at min afdøde Ven var en Gris; vort lille Folk
har jo altid holdt sig til Landbruget, naar det skulde yde noget
usædvanligt.
Og han var usædvanlig!
Han var det ved Fødsel og i sine tidligste Anlæg. Den Krølle,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
