Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
457 Den musikalske Gris
han som ganske spæd slog paa Halen, lignede ingen anden Krølle
i Landet; hans Galop, hans Grynten, Udtrykket i hans Blik —
dette Sjælens vidunderlige Spejl — alt var hans eget og forraadte
for den skarpe Iagttager det vordende Geni.
Hans Ungdom bar Præget af hvad man i vore Dage kalder
sund Sanselighed. Han gik ikke og iagttog sig selv, førte ikke
Dagbog over sine indre Rørelser og lo ad Middelmaadighedens Krav
paa Konsekvens. Han var en lykkelig Fyr og skammede sig ikke
ved at vise det. Tidens Kritiksyge var ham fremmed, og han gik
ikke ud paa med rynket Tryne at finde alting forslidt — de mindste
Smaating kunde glæde ham. Han var en sund Gris, og alene det
vilde have sikret ham en Særstilling i en Tid, hvor Stivsygen var
saa almindelig. Dertil var hans Handlinger egne og af en
pludselig Styrke som betog, — al Halvhed var og blev ham fremmed.
Han kunde skifte Anskuelser, naturligvis, men stod aldrig og
vaklede mellem Roe- og Kartoffelkulen.
Lidt tungt er det at dvæle ved denne Tid, fordi hans
Omgivelser slet ikke forstod ham, men i en saa usædvanlig Ungdom
blot saa’ noget vantrevent — en Skifting. Naar han saaledes
allerede som mindre gik og talte med sig selv, hvad der umiskendeligt
tyder paa indre Rigdom, sagde man blot om ham, at han var
smaatosset. Dengang led han endnu ikke under Miskendelsen, men
vel senere. Det vil da glæde ham i hans Himmel, at der nu efter
hans tragiske Død vises ham fuld Anerkendelse; og for os andre
er det en Lykke, da Retfærdigheden ikke ustraffet lader sig krænke
af et helt Folk. Men at vort lille Folk nu saa enstemmigt bøjer
sig for hans Genialitet, er et nyt Bevis paa dets høje Aandskultur;
saa meget mere, som han jo aldrig frembragte noget, der kunde
bære Vidne om hans sjældne Gaver. Forholdene vilde det ikke.
Den tidlige Beslutsomhed i Tanke og Handling frembragte en
Harmoni mellem hans Legeme og Sjæl, der gjorde ham til Idealet
af en Gris i hans Ungdom. Og skønt han i Tidens Løb blev fyldig,
var han aldrig for fed til at nyde Tilværelsen i Sorg og Glæde.
Jeg har hørt en Naturalist paastaa, at hele Hemmeligheden
ved min Vens usædvanlige Aands- og Legemsligevægt bestod i, at
han tyggede sin Føde 36 Gange og derfor havde en god Fordøjelse.
Jeg skulde ikke spilde to Ord paa at gendrive denne kyniske
Forklaring, om ikke Naturalismen fandt aabent Øre rundt om i
Befolkningen. Men det synes virkelig, som denne vor Tids største
Kræftskade, der frækt fornægter Guds Eksistens og selv ikke en-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
