Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
463 Den musikalske Gris
Griseverdenen. Man vil straks indrømme mig dette, naar jeg
minder om Manden, der gav sin So tre Sider Flæsk og kun fik to igen.
„En Favn gør meget paa en Gris" siger Ordsproget, og dette var
jo tilmed en usædvanlig Gris. Helt fyldestgørende er disse Grunde
vel ikke, men kræver det gaadefulde ikke ogsaa sin Ret inden for
Tilværelsen? Her i Danevang var det desuden altid god Sæd at
tage Troen til Hjælp, naar Forstanden ikke længer strakte til.
Min Ven var altsaa i højeste Grad musikalsk.
Men Forsynet havde med den ophøjede Sans for Retfærdighed,
som præger alle dets Handlinger og fik det til at give Balder
det smukke Aasyn og Niord de tilsvarende Fødder, — skænket
ham en Stemme, der umuliggjorde al kunstnerisk Karriere, skønt
den ikke hindrede ham i selv at nyde sit sjældne Anlæg.
Og dette skulde blive et virkelig tragisk Element i hans Liv.
Hvad enten han i Smug gik og rodede Gulerødderne op i
Madammens Køkkenhave, eller han gjorde sig til Gode ved
Lænkehundens Trug eller laa paa Møddingen og solede sig — altid
nynnede det inden i ham. Og naar det havde taget Form, brød det
paa med ubetvingelig Magt, og han maatte synge, enten han vilde
eller ej. Thi som alle Genier var han kun et viljeløst Udtryk —
et Instrument — for sin store Evne. Saa hvirvlede der fra hans
Strube et Hav af Toner saa vilde og bizarre, at man kunde tro
at høre selve Elementerne i deres Rasen. Han sang altid ud fra
de enkle og mægtige Følelser — om Haabet og dets Nederlag, om
Ulykkens Stormgang over Jorden og de evige Skæbner. Selv var
han ganske vist paa det Tidspunkt lutter Harmoni og tilbøjelig til
at se Livet i et Rosenskær; men han var ikke saa smaalig at mene,
at alle sad vel, blot han selv sad paa Flæsket. Han var
uegennyttig nok til at indse, at han selv dannede en Undtagelse og at
det store Flertal fristede en trist Tilværelse. Derfor blev
Grundakkorden i hans Frembringelser Weltschmerz.
Og da, naar han i sin Grebethed sang mægtigst og bedst, skar
han altid sammen med Omverdenen. Hønsene kaglede forskrækket
over hans skingrende Hvin, Gæssene skreg højt og spilede
Vingerne ud af Angest, Menneskene stoppede Fingrene i Ørerne. Ikke
sjældent kom Bonden med en Pisk og spurgte ham prosaisk, om
han vilde holde sin beskidte Tryne i.
Som alle stærkt musikalske Væsner havde Grisen store Øjne
og veludviklede Øren, og de kunde hænge saa bedrøveligt ved
saadanne Lejligheder — som gav selve Musikkens Genius sin Modfal-
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
