Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
Den musikalske Gris
denhed Luft ad denne naturlige Vej. Den var jo saa overbevist
om sit Kald selv og forstod ikke den Modtagelse, der blev den til
Del. Miskendelsen nedslog den stærkt nogle Dage og virkede
slappende paa dens Jeg helt ud til Halekrøllen; men det var kim
forbigaaende. Snart vaagnede dens Selvfølelse og fik den til at oprøres.
Det var jo blot og bar Dumhed, Mangel paa Sans for det virkelig
ægte, der fik de andre til at sparke den og pibe den ud. Maaske
var der ogsaa et Stænk af Misundelse med i Spillet; men kunde
man ønske sig bedre Anbefaling for sine Evner end de andres
Misundelse?
Ingen kender En saa godt som En selv — ogsaa naar man
er en Gris. Og vor Landsmand forstod at skelne det væsentlige fra
det uvæsentlige i alt, hvad der angik ham selv. Som alle
fremragende Aander var han paa én Gang forfængelig efter Ros og
nærede den største Foragt for andres Dom, naar den var ham
ugunstig. Var ikke Pøblens Pereat, naar alt kom til alt, større
Tribut til Kunsten end selve de vises Haandklap?
Desuden sang han jo ikke for sin egen Skyld og kunde
derfor bære over med meget. Han var ingen Tilhænger af l’art pour
l’art men mente, at som Kunsten havde sine Rødder i Livet, burde
den ogsaa have sit Formaal dér. Dette gav ham Styrke, og naar
han endelig havde sat sig i Hovedet, at han vilde synge, var
Hyssen og Spark af Træsko lige uvirksomme til at bringe ham til
Tavshed, — han havde Reformatorens Forstokkethed. Hans Stemme
var ham som sagt imod. Men det skal staa som et uomtvisteligt
Bevis paa hans store Begavelse, at han ikke selv hørte sin Stemmes
Skurren. Han sang fra Bunden af sit Væsen, og dér var alt
Fuldkommenhed.
Hvor var han ikke stor! Han var hævet over enhver
egennyttig Tanke, og midt i den Storm af Miskendelse og Uvilje, der
rejste sig imod ham, tænkte han ikke paa at hytte sig selv men
kun paa at forædle Racen, hæve den fra Vane-Svineriet op til sig.
Og hvor blev han ikke nedslaaet, da han opdagede hvilket
ørkesløst Foretagende det var. Han havde hævdet, at en Gris ikke
lever af Mask alene, og at der er noget højere og vigtigere i Livet
end at pleje sit Flæsk. Og saa var Resultatet blot, at de andre
jagede ham bort fra Truget, naar han kom og var sulten, idet de
citerede hans egne Ord. Han var saa lamslaaet over dette
Resultat, at han kunde staa og klø sig til Blods paa Plankeværket
uden at mærke det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
