Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
Den musikalske Gris
Laurbær. Maaske tog det Aar, men sejre skulde han. Og saa
vilde han komme hjem og erklære hende sin Kærlighed.
Han følte sig fornyet fra Tryne til Hale og drømte Drømme
saa store, at de flk ham til at svimle. Hver Aften inden han sov
ind sagde han til sig selv: I Morgen drager jeg ud i Verden! men
naar Dagen kom, kunde han ikke rive sig løs fra sin elskede og
opsatte Rejsen til næste Dag. Og saadan gik Tiden, uden at det
blev til noget; hans Viljesliv havde lidt uoprettelig Skade.
En Dag to Uger før Jul kom Bonden ud i Skoven for at lede efter
Grisen. Han gik rundt og kaldte paa den, og da den hørte hans
Stemme, grebes den af forfærdelig Rædsel, flygtede saa hurtigt dens
korte Ben kunde bære den hen til Venindens Hytte og gemte sig
i Svinehuset.
Men da Bonden ikke fandt den, kom han hen til
Skovløberhytten for at spørge. Grisen hørte ham banke paa Døren og tale
med Konen. Hvis hun nu forraadte den! Saa var det hele forbi,
og den kunde lige saa godt straks sige farvel til det skønne,
herlige Liv. Flygt! hviskede det inden i den, men den var straks
saa lammet af Skræk, at den ikke kunde røre et Lem. Og da
den efter en Stunds Forløb genvandt Brugen af sine Lemmer,
meldte Tvivlen sig igen og hindrede den i at udføre sit Forsæt.
Hvorfor vel ulejlige sig med unyttig Flugt ? Intetsteds var den dog
saa sikker, som her hos sin Veninde.
Den lyttede.
„Om jeg har set en Gris?" skreg den døve Kone. „Ja, det
kan ellers nok være! jeg har snart ikke set andet end den i en hel
Maaned. Den følger mig saamænd overalt hvor jeg gaar, og hver
Aften kommer den og logerer sig ind hos mig. Den er saa
trofast som kunde det været en Hund, og jeg er næsten kommet til
at holde en Klat af den. Man bor jo lidt ensomt herude i Skoven
— ak ja!"
Grisens Hjerte bankede heftigt ved hendes sidste Ord, de lød
i dens Øre som en Kærlighedserklæring.
„Jo, Mage til Dyr har En aldrig kendt," fortsatte Konen. „Den
staar saamænd og betragter mig timevis, og grynter lidt imellem,
som om den fortalte mig noget. Nu skal vi dog se, om den ikke
skulde være i Svinehuset."
Da havde Grisen et klart Øjeblik, hvor alle dens Evner var
oppe i den. Den forbandede sin Slaphed og Drømmesyge og Tvivl,
der havde hindret den i at flygte, mens det endnu var Tid, og i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
