Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
503
rerne, at de ikke kan gøres levende uden det. Fogeden, Løjtnant Flamm
f. Eks., pr en helt anden Mand end en Brandesk Ægteskabs-Desperado, end
Kaptajnen i .Under Loven* f. Eks., der vil være Løvejæger i Afrika. Der
er tung schlesisk Muld i ham. Han lider af at være glebae adscriptus,
klistret til Knolden — „Sømand skulde man være*, siger han og har
vistnok aldrig set Havet. Og Rose selv — ja hun er rigtignok „gavmild
som Naturen", som Shakespeare siger, men som denne bestemte Natur
er det, med hvis Grøde hun er groet, og som (ikke symboliseres, men)
lever i hende. Her spilles jo ikke en Dorfgeschichte, en
Landsby-Gretchen, som for 50 Aar siden kunde faa et sværmerisk Øje til at græde,
og som vilde interessere Fru Heiberg. Det er Naturalisme, et Stykke
blomstrende Natur, der knuses under en Maskine.
Af dette var der ikke noget hos Fru Oda Nielsen, saa flink og ferm
hun ogsaa var (Rose Bernd er ikke ferm). Vistnok spillede Fru Nielsen
de sidste Scener efter Barnemordet, saa at man forstod hvor greben hun
var ved det — hvor var det ogsaa muligt, at en Kunstnerinde, i hvem der
er saa meget Kvinde, som der nu alligevel er i Fru Nielsen, kunde spille
dette paa anden Maade — og hun greb vistnok ogsaa mange. Men der
var dog ikke den vældige, rent naturlige Ve i disse Scener, som om det var
Naturen selv, der stivnede eller ligesom standsede i at føde —
Moderdyrets Angest „som en Tævekat, der løber, med Killingen i Munden" —
der var noget, der hørte helt andre Steder hen, noget af en lille Pige
fra Gaden, der gør sig stiv over for Betjenten, og det bragte os ikke
Naturen nærmere, at Fru Nielsen her og i den foregaaende Akt talte —
Lollandsk (ganske som i „Tante Cramers Testamente"). Og naar disse Scener
ikke er Natur, har man bedst af ikke at se dem, saa er det jo dog kun
en Dame, der spiller Komedie med Ting, som ikke er til at spøge med.
Men, jeg gentager, det er overmaade svært at spille saadan et
Skuespil rigtigt i en anden Races Sprog. Lettere Spü havde det kongelige
Teater med Octave Mirbeaus Forretninger er Forretninger. Det er den
Slags Fransk, som det klæder at blive gengivet paa Dansk, eller som det
passer det danske Sprog godt at gengive og danske Skuespillere at
fremstille. Det er paa én Gang fint og saftigt, dybt og muntert. Det er stort
fransk. Det rummer baade den primitive galliske Glæde ved at sætte
Tand i den friske og fede Latterføde, den kultiverede Franskmands
Afsmag for Tølperen og den moderne Ironikers Respekt for den kraftige
Raahed. Der er et eget, sundt Smil deri, som man kan se det paa
Mænd, der er Efterkommere af en Slægt, der har lét meget, men som
selv ikke ler. Og saa er der saadan et velsignet Pust af Arbejde over
det Det handler om Arbejde, og det er selv, grundigt og gedigent et
helt Arbejde. Det er et Arbejde at spille det, og — man fristes til at
tilføje — et Arbejde at se det: man kan faa Virkelyst af det.
Bedst saa’ man dette paa Hr. Olaf Poulsen. Her fik man igen at
vide, hvad denne store Kunstner formaar, naar han uden at være
bundet af nogen Tradition faar Lov til at spille sig helt igennem. Hvad der
ikke lykkedes helt med Jeppe, lykkedes ganske her. Hvilken Sved, hvilken
Latter og hvilken Alvor! Unge Studenter, der gik fra Teatret, talte om
„Renæssance". Saamænd! Det gav i alt Fald det „Renæssanceindtryk",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
