Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
504
Teatrene
som (efter Drachmann) Blandingen af Porter og Champagne girer: »noget
materielt-spirituelt, Fornemmelsen af Blod, Oksekød sammen med Duft
af syrlige Druer — et rundt Indtryk*. Dersom de efter Isidore Lechats
Mening latterligt unyttige Æstetikere gjorde deres Arbejde med blot
Halvdelen af den Saft og Kraft, det Fuldblod, hvori Forfatterens og
Skuespillerens Kunst slog sammen i denne Rolle paa det kongelige Teater, var
det muligt, at selv Mr. Lechat vilde agte dem. Er det nødvendigt at
tilføje, at Lechat („Katten") dog ikke blev den samme paa Kongens
Nytorv som paa Théatre Français. Den ypperlige Féraudy, for hvem Rollen
er skrevet, er ikke rund, men firskaaren, ikke Kød, men Sener. Hr.
Poulsens Figur befandt sig undertiden i en ængstende Nærhed af
Kvægtorvet. Lige meget! Der er en Scene i „Forretninger osv." hvor den
store Forretningsmager og Parvenu paa sit historiske Herresæde
modtager Besøg af en Nabo, en forarmet Marki af en af Frankrigs ældste
Slægter, som det morer ham umaadeligt at have i sine Kløer. Som
denne Scene blev spillet af Hr. Poulsen og Hr. Mantzius, var det noget
af det allerypperste af Skuespilkunst, der har været at se her i Landet
— nok saa interessant som den interessanteste Opgørsscene i noget
Ægteskabsdrama. Det var Racekomedie af den allerbedste Slags —
Arbejds-og Luksusmennesket over for hinanden i sande Pragteksemplarer. I
Begyndelsen af deres Samtale forekommer der ligesom i Forbigaaende en
Bemærkning om, at der i de eksotiske Revirer, hvor Markiens Hr. Søn
trænerer sin Adel, gerne forekommer Paafugle, hvor der er Tigre, og
omvendt. Det blev Vignetten for den hele Scene. Med en saadan
Katte-grusomhed spillede Hr. Poulsen Blodsuger om sit ædle og unyttige Bytte,
at man ordentlig kunde se Kløerne krumme sig, og med en saadan
don-quixotisk Værdighed rejste Hr. Mantzius’ Marki sit indknebne
Hønse-hode, at man næsten troede paa Paafuglenes Ret i Vorherres Hønsehus.
De unge, der i dette Stykke, som for Resten alle Vegne, er af saa stor
Betydning (fordi det til syvende og sidst er dem, der sidder inde med
Værdierne), var ikke slet saa sikre. Fru Bloch som Isidores Datter var
ikke heldig. Denne unge Pige, hvis Nervøsitet bunder i en naturlig
Afsky for at leve under barbariske Forhold, gjorde Fru Bloch næsten
krampagtig. Den store Replik, hvori den unge Pige fortæller, hvorledes hun ude
i Naturen pines og saares ved overalt at træffe Sporene af den store
Løgn og Uretfærdighed, som „Slottet" synes hende at være, sagde Fru
Bloch som sædvanlig med bortvendt Hoved og nedslagne Øjne. Fru
Bloch, der kan skotte som ingen anden, har virkelig vanskeligt ved at se
rigtigt lige ud. Hr. Neiendam som hendes Elsker var meget bedre. Der
var ordentlig græsk Plastik i den Maade hvorpaa han viste den rasende
Fader fra sig og ligesom rystede Katten af sig. Det var netop den
Foragt for Barbaren, der er den positive Patos i Stykket.
Alt i alt var Opførelsen af denne franske Komedie paa det kgl.
Teater den bedste danske Skuespilkunst, man i dette Foraar har set i
København. Blot vi havde noget lige saa kraftigt og modent, salt og friskt
som dette, noget stor-Dansk hos os selv. De danske Skuespil, der har
gjort Lykke i København i dette Aar, er Hr. Edg. Høyers Tante Cramers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
