Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506
Teatrene
han rauligen selv i Enrum har fældet Taarer over den Daarlighed, han giver
Folk at le ad. En Ven af ham havde da ogsaa gjort ham opmærksom paa, at
et Stykke som „Tante Cramers Testamente" kunde han i Grunden ikke kalde
et Lystspil, der var for megen Alvor og Indignation deri. Nuvel! Det er
ogsaa netop med Hensyn til Moralen, jeg og — som jeg sikkert tror —
mange med mig vil gaa i Rette med Hr. Høyer. Jeg indrømmer
naturligvis, at der findes en Del daarlige Koner og uvederhæftige
Overretssagførere i København; endvidere, at der ikke blot imellem disse, men
mellem mange andre ellers agtværdige Mænd (af alle Fakulteter) og do.
Koner, som vel er gifte, men ikke med hinanden, snakkes (især dette:
snakkes) adskilligt friere end paa Landsover- samt Hof- og
Stadsrets-prokuratorernes Tid. Men jeg spørger, og med mig — derom føler jeg
mig forvisset — et helt Kor af stræbsomme Familiefædre, der svarer
deres Skatter i gode og onde Tider og ved alle hæderlige Midler søger
at holde sig Ulven fra Døren: Naar man nu véd — og dette maa Hr.
Høyer vide — hvor vanskeligt det selv for hæderlige og stræbsomme
Familier er i vore Dage at skaffe sig gode Tjenestepiger, er det saa
forsvarligt i en moralsk Komedie at blotte alle Herskabets smaa og store
Skrøbeligheder saa skaanselsløst og derimod berede den rapmundede
Amanda en sand Apoteose, som et frisk og ufordærvet Barn af Folkets
Marv og Kærne? Ak Gud, Hr. Høyer! hvor finder man i vore Dage en
saadan Kærne? Jeg tilstaar, at jeg blev noget lammet i min Nydelse af
hans Komedie ved Harmen over en saadan Ubillighed og ved endnu en
Følelse — ja, hvorfor ikke tilstaa det? — en Følelse af Misundelse, ikke
som Forfatter over den Lykke, hans Stykke gjorde, men som
Familiefader over de Piger, han maa have haft Berøring med, en stærk, næsten
gammeltestamentlig Avind, som jeg kun kan udtrykke saaledes — jeg
skammer mig ved at nedskrive det — at jeg kom til at begære hans
Tjenestepige og undte ham, om saa blot for en kortere Tid, at gøre
Bekendtskab med min Okse og mit Asen. Paa mig havde hans Stykke
saaledes slet ikke nogen moralsk Virkning. Havde det ikke været, havde
jeg vistnok moret mig endnu bedre, lige saa godt som de andre. Man
maa i det hele have lovlig fine Fornemmelser for ikke at more sig over
Høyers Komedier. En livlig Handling, gode klare Figurer, en behagelig
Opløsning — alle Slynglerne bliver alligevel betænkte i Tante Cramers
Testamente — en frisk og brav Tankegang og en ikke mindre frisk og
uforknyt Udtryksmaade. Naar denne særegne høyerske Diktion slaar over
i Jargon (som i den morsomme Scene, hvor den vittige unge Hr. Cramer,
som er Kunstner, sidder og komponerer og forstyrres i sine Koncepter
ved at Fluerne »forlover sig" i hans Lokker og „tager Fodbad" i
Klatterne paa hans Nodepapir) er der dog aldrig noget som helst „ausgeklügelt"
ved den, den er ganske mundtlig og synes at flyde Forfatteren selv ganske
frisk fra Læberne. Derfor sagde ogsaa en Dame af Forfatterens
Bekendtskab i en Mellemakt paa Spørgsmaalet om, hvordan hun morede sig:
„Udmærket! det er ligesom at have Høyer til Bords." Gud véd, om
nogen af Henrik Ibsens Borddamer nogen Sinde med god Samvittighed har
kunnet udtrykke sig saaledes om noget af hans Stykker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
