Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
507
Naar alt dette er her, og Forfatteren ikke v i 1 mere, skal man heller
ikke ville mere, men være lige saa glad og fornøjet, som Forfatteren og
hans Publikum er det.
Hr. Rosenberg vil betydeligt mere: skildre Mennesker i de dybeste
Forhold i Livet. Det stiller andre Fordringer.
Hvad der da ved Opføreben af Hr. Rosenbergs Skuespil Hjælpen straks
vakte et stærkt kunstnerisk Ubehag, var den underlig omtrentlige Stil, hvori
det er skrevet: „De er —," siger Vita til Annine og leder længe efter
Ordet. „De er —" begynder hun igen. „Naa, hvad er jeg?" siger
Annine opmuntrende og hele Publikum lytter. „Uimodstaaelig", udbryder saa
Vita. Det kunde en anden ogsaa have fundet paa at sige, uden at gøre
sig saa kostbar, og det er vel netop, hvad en ganske ung Pige ikke
siger til en anden. Det lød, ligesom naar en Bøsse klikker. Og
saaledes blev man hele Aftenen snydt og bedraget for de afgørende Ord,
dem, der kommer fra inden og belyser Figuren med et Blink. Ogsaa
Hr. Rosenbergs Personer taler efter Diktat ligesom skrevent. Volden
kalder det samme unge Blod „denne Levning af Fortidens København".
„Beraab Dem ikke paa Erfaringen, Hr. Gehejmeetatsraad!", siger den
ganske moderne Grosserer Ryhave. „Du har et Øjeblik set mig svag,"
siger Gehejmeraaden selv og glemmer at tilføje: „med en yndet
Komedievending", som Annine meget rigtigt bemærker et andet Sted. Det er ellers
ikke saa meget Komediesproget, Hr. Rosenbergs Stil smager af, men der
ligger ligesom en Hinde af Avissprog over den. Heller ikke Jargonen er
saa uskyldig som Hr. Høyers. „Saadanne Drømmernaturer", siger den
djærve Bedstemoder, „er netop tidt genegne til at gaa paa Hovedet i en
eller anden erotisk Skarnfjerding", — det minder meget om en vis
Avispolemik, som vistnok ikke læses meget i Aalborg.
Det er, atter som hos Brandes, Faren ved de moralske Komedier:
Forfatteren bruger sine Figurer og har saa travlt med at faa dem til at
lystre sig, at han ikke faar Tid til at lytte til dem. Det kan virke meget
irriterende, saadan et Forfattermæle, der overdøver hele Selskabet.
Hvad nu denne moralske Hensigt selv angaar, saa har Hr.
Rosenberg haft (eller brugt) en god Idé, at stille tre Slægtled af samme Race
over for hinanden: de gamle, der lærte at arbejde i 1864, de
midaldrende, der blev blaserte i Halvfjerdserne eller Firserne og de unge, der
skal til at blive Mænd i det tyvende Aarhundrede. Det er sandt, der er
noget meget summarisk ved Forfatterens Karakteristik, der maler med
Slagord (endog: Hvad udad tabes, skal indad vindes!) og Karikaturstreger (Adam
Bagge og hans Refugium i Stjernehimlen); der er givet meget mere konkret
Besked om denne Sag i Th. Manns „Buddenbrooks" (som rigtignok
ogsaa er en Roman paa tusind Sider) og sagt finere og intimere Ting derom
i Einar Christiansens „Generationer". Der er jo nok noget arrangeret ved
Rosenbergs Billede af den baggeske Familiegruppe, noget i Retning af en
Kongebillede-Karakteristik. Men Figurerne staar godt sammen og tager
sig ganske skuffende ud ved kunstigt Lys. Man maa ogsaa indrømme,
at med al nødvendig Forkortning er de væsentlige Træk bevarede i de
t/piske Billeder af alle tre Slægtled, ikke mindst af det sidste, hvor
Konstellationen Johan Bagge — Ryhave udtrykker den drømmerske eller dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
