Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508
Teatrene
reflekterende og den virksomme Natur i den unge Slægt (interessantere
havde det unægtelig været at se dem forenede).
Men det er dog en grov Hoben Teater, Forfatteren bruger for at
faa sat sine Typer i Aktion. Jeg tænker endda ikke saa meget paa det
usandsynlige Indfald med Salget af Aktierne, der gør det ganske af med
den psykologiske Rimelighed og Sammenhæng i to eller tre af Personerne.
Men hvad skal det nu til, åt Johan og Vita, to pur unge Mennesker, efter
at have kendt hinanden i et Aar godt og vel, allerede skal have et Barn
sammen? Rent bortset fra at Jeronimus sikkert i Almindelighed har Ret
i, at det ikke er raadeligt, at de unge Mennesker kommer sammen,
før de har Brød, er det saa i dette enkelte Tilfælde i mindste Maade
sandsynligt, at de er kommet saa vidt? Det er baade smukt og sandt,
hvad Forfatteren siger om .Hjælpen’, d. v. s. Kærligheden til og Ansvaret
for et andet Menneske, der kan gøre en Drømmer til en Arbejder. Men
naar Johan ikke allerede er bleven hjulpen af sin Kærlighed til og sit
Ansvar for den søde lille Pige alene for hendes egen Skyld, saa er han
rent ud sagt en skidt Knægt, med samt sit „yndige Ansigt* og sin
fjollede Faderglæde. Sæt nu Vita ikke var bleven frugtsommelig — hun er
da lige ung nok til det — skulde han saa have gaaet og lusket en halv
Snes Aar endnu? Man kan meget vel have Respekt for Hr. Rosenbergs
moralske Hensigt og — ikke mindst — moralske Mod og alligevel føie
sig frastødt af det phimpe og akavede i hans Fremstilling. Vistnok
meget imod Forfatterens Hensigt virkede hele denne overraskende
Slutning som en Teater-Trumf, der tog Publikum med Storm (i Grunden
kom det vist først til Besindelse igen, da den uimodstaaelige Annine
traadte frem og erklærede, at ogsaa hun tillagde de oversprungne
Formaliteter en vis Betydning). Men dertil er Sagen jo for enhver Opfattelse
for alvorlig. Det manglede virkelig bare, at Stykket i Stedet for den i
sig selv særdeles tydelige Indbydelse til Barsel i Johans sidste Replik var
endt med, at Noret var blevet præsenteret i fuld Virkelighed — saa
kunde det lykkelige Familiebillede være blevet fotograferet og være
kommet i „Hver ottende Dag", og „Kongebilledet" havde været fuldendt.
Alligevel gik man hjem med taknemmelige Følelser imod Forfatteren.
Naar man kender Edv. Brandes’ Teater, er det godt ogsaa at lære P. A.
Rosenbergs at kende. Paa en Maade er det nok (for at tale i „de yndede
Vendinger") to Alen af ét Stykke, men paa en anden Maade er det
dog af en ganske anden Tønde. Det er det forfriskende ved den
litterære Situation for Tiden, at her uden nogen Førers Tvang og nogen
herskende Klikes Regimente er frisk Luft og fri Bane til alle Sider og
i enhver Retning. Lad os da ogsaa snart faa et af Frihedens sikreste
Foraarstegn at se: en fri og stolt Komedie — i Komediens gamle By.
Vilh. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
