Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Anker-Larsen: Et Fjog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
526
Et Fjog
værd, som spirede under Straalerne fra Mikkelines Øjne. Og sank
han imellemstunder sammen under de andres Spot, saa lyste
hendes Billede som Solen paa en pløret Sti med Løfte om bedre
Tider. Han saa ikke længer med gridske Blikke paa de andre
Piger; han betragtede dem med en Slags ridderlig, beskyttende
Respekt. De var jo dog Piger ligesom Mikkeline.
Og da de mærkede Forskellen, sagde de: „Hvad du dog er
bleven køn, Rasmus!"
Han smilede i stille, bred Glæde.
En af Karlene — ham med Isbjørnen — kom med en
uanstændig Bemærkning om Rasmus og Mikkeline.
Rasmus var ved at dukke sig under Spotten som sædvanlig.
Men Ordet Mikkeline klang i hans Øre med den raa Betoning, han
kendte fra sit eget tidligere, stejle Begær. Det susede i Hovedet,
det flimrede med rødt for Øjnene ligesom brede, blodige Lynstraalen
Siksak. Det jog gennem alle Lemmer fra alle Kanter, løb sammen
i ét Punkt, tog Fart fra dette ud efter — man hørte et
dyre-agtigt Brøl, et knaldende Klask, et bumsende Fald: den store
Gardist laa paa Vejen. Blodet løb ham ud af Næse og Mund.
Rasmus stod med knejsende Hoved, funklende Øjne, knyttet
Haand og saa sig om i Kredsen. Hvem flere turde! én for én
eller alle tilsammen! Det udfordrende Spørgsmaal laa i hans kække
Mine. Han lignede lidet Tossen Rasmus, Hvermands Nar.
Alle trak sig noget tilbage i skamfuld Respekt.
Saa vendte han sig om, gik roligt hjem og klappede Glams:
„Dig skal de heller itte sparke tiere."
Han mindedes Pigernes Ord, stillede sig foran Spejlet og saa’ paa
sit rødskæggede Ansigt og smilte, fordi han bag det dunkelt skimtede
et Par venlige vandblaa Øjne og et bredladent Hoved indrammet i gult.
Sukkede saa, fordi det bare var Indbildning, og gik i Gang
med sit Arbejde uden at kunne faa Interesse derfor, førend han
kom til at tænke paa, at nu gik ogsaa Mikkeline ved sin Gerning.
Saa sled han med Fork eller Plejl, saa det sang.
Men mange Gange maatte han ud og trække Luft og se over
mod hendes Faders Gaard.
Naar bare hun vidste, og bare hun vilde!
Gang paa Gang var han trukket i Støvler, havde vandkæmmet
Haaret saa godt. at det ikke kunde tørre, men laa og dryppede
ned ad hans Kinder lang Tid efter, havde lavet en Skilning saa
rystende ud-og-ind som hans egne Plovfurer og var vandret afsted
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
