Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Anker-Larsen: Et Fjog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Fjog
527
mod Gaarden. Men han kom kun til Porten, vendte om, gik
tilbage igen i stadig Kredsgang som et drejesygt Faar, — indtil
Solen sank med hans Mod, og han gik tojern, klappede Glams
og krøb i Seng.
Der laa han og væltede sig frem og tilbage. Blev omsider
roligt liggende paa Siden, smilende bredt ud i den tomme Luft,
mens den ene brede Næve med de kulsortrandede Negle famlede
frem over Dynen, strøg den i et nænsomt Kærtegn og klappede
den klodset-blødt.
„Hu—uhm, lille Mikk’lin’!"
Saadan laa han længe, til Smilet slappedes, og Øjnene døde
hen bag Laag, der langsomt lukkedes.
Men Munden gik op, og ud gennem det af stærke, brune
Tænder kransede Gab stormsnorkedes bort Lyrik, Ridderlighed og
Alverdens forgængelige Higen og Lysten.–-
Det tog sin Tid, inden han kom paa Frieri. Men Modet
voksede, efterhaanden som han saa’ Respekten hos de andre Karle
og Agtelsen hos Pigerne. Han drejede sig om sit Maal i en Cirkel,
hvis Diameter stadig formindskedes. Engang maatte Midtpunktet
naas. Det skete paa en sol- og snelys Vintersøndag. Han havde
pudset sine Langstøvler og var gaaet til Kirken i det Haab at
træffe hende der.
Det var stille. Der var Rim paa Træerne; Luften var en
hvid Flortaage. Sneen laa blød og blaahvid ud over Markerne;
paa Vejen var den fasttraadt og smutknirkede under Støvlerne.
Vogn- og Kanesporene trak sig som let gullige Striber med varmere
Tone hen gennem Hvidheden. Solen skinnede Gud-Fader-ligt ned
over Jorden og opløste Taagen. Træernes rimfrosne Grene kom
til at glimte taarøjeagtigt, og nu og da knækkede et Stykke Krystal
af, faldt ned og pudrede op i Vejrandens Blødsne.
Det var et Vejr til at fri i. Alting ligesom lyttede efter, saa
man kunde høre Mennesketanker. —
Jo, Mikkeline var i Kirke. Hendes gule Nakke lyste helt oppe
ved Koret. Rasmus sad lige inden for Døren. Dette gule Haar
skinnede ham i Øjet under hele Prædikenen.
Da Gudstjenesten var endt, blev han staaende paa Kirkegaarden
støttet til et Gravgelænder, hilste paa Folk og besvarede det ofte
gentagne Spørgsmaal:
„Hvordan har din Moer det, Rasmus?"
„Jo Tak. Hun har det skidt."
34*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
