Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Anker-Larsen: Et Fjog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Fjog
537
„Ja, det æ itte nok med det, Stine."
Tonen lød træt. Stine saa’ deltagende paa hende:
„Er han haard ved dig, Mine?"
„Ja, det er itte saa nemt, Stine."
Stine tænkte efter og betragtede Veninden nøje:
„Du maa tage Tømmerne, Mine."
„Ja, men det er dov hans eget Hus, Stine."
„Det kan godt være, men du er da ingen Dyr; du er da et
Menneske lige saa godt som han, Mine. Du skulde lægge
Stangmile paa ham. Mine."
„Det kan godt være, Stine." —
Hun tog Tømmerne. Men Rasmus’ Personlighed -kunde ikke
bære for anden Gang at skuffes i sin Kærlighed. Den første
Forelskelses ulykkelige Forløb havde berøvet hans lille Menneskeværdi
dens Næring. Da han elskede anden Gang, var det vel ikke
Følelser, der kom højt i den etiske Rangklasse, men det var dog dem
og deres Besvarelse, der gjorde, at han følte sig som hørende til
Menneskenes Børn.
Nu sank han sammen som en Klump Krop, der af ingen
agtedes for Lige og heller ikke gjorde Fordring derpaa. Han
havde kun Glams.
Ved Aftenstide gik han ikke til Soveværelset, men til
Spisekamret.
Der sad han paa en Stol med Albuerne paa Bordet. Tog en
Bid, kastede en til Glams, blundede lidt, vaagnede, tog en Bid,
gav Glams en med, smaasnorkede igen, tog atter en Bid og saa
fremdeles Natten igennem.
De bulnede ud, han og Hunden. Mine lod ham spise. „Det er
jo dog hans eget." Hun rørtes lidt over ham og fik en ung Knægt
tü at hjælpe ham i Marken, for Rasmus var aldrig rigtig vaagen
mer. Den unge Fyr gjorde det meste Arbejde, traadte for Resten
nok ogsaa paa anden Vis i hans Sted. —
Det var igen blevet Høhøst. Rasmus drev sig en Tur over
Marken i Middagsstunden med Sølvpiben i Munden og sin nye
Hat paa Hovedet.
Han stod og saa ned’ mod Dammen, hvor han i sin Tid havde
friet til Mine, og erindrede bedre Tider.
„Hu-uhml"
Det lød ugidelig resigneret. Han vendte sig gabende. Han
var ikke lidt forandret. Hvad han havde tabt i Aand, det havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
