Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. V.: C. E.’s nyeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
590
C. E.’» Nyeste
Værker. Naar han fornylig opkastede sig til Bøllernes Ridder overfor
Samfundsmagtens „Raahed" og i den Anledning som en gammel Modstander
lojalt sænkede Lansen for Nellemann? Eller de mange, mange Gange
han drapperede sig som den gamle Barrikadestormer, der har kæmpet og
blødt og hungret i Fængsler et Liv igennem i Kampen mod Tyranniet og
nu, træt støttende sig til sit Slagsværd, med harmfuld Foragt ser paa den
vege, fejge Ungdom, der vokser op? „Læg et Sværd paa min Kiste, ikke
en Lyre" siger han som den tyske Frihedssanger.
I denne sidste Rolle optræder han da i første Afsnit af den nye Bog.
„Jeg hører til et Slægtled, som arbejdede haardere end de fleste, biede
længere, døjede mere ondt. Vi rev vore Hænder nok saa blodige paa de
Torne og Tidsler, vi vilde rydde af Marken ... Vi bundede dybere end
vore Fædre og saa’ længere . . . Der dannede sig en ny Adel af Mænd,
hvis Sind kunde gløde . . . Stolt gik vort Vikingeskib over Vandet med
Flaget højt til Tops. Og paa Flaget stod, hvad vi vilde ..." Side efter
Side skrydes der videre paa denne Maade. At høre Hr. Ewalds „Jeg" gøre
sig til af at „bygge i Dybden" og meddele sig Adelspatent, er jo ingen
daarlig Spøg; og om Kampen og Arbejdet faar man et Begreb, naar
„Jeg"et fortæller om, hvordan han hver evige Morgen sidder og hænger
i et Kafévindu og ser paa Folk samt med Alvor og Metode tygger alle
Dagens Aviser igennem. „Jeg plejede at læse dem i en vis Orden,
ventede hellere en Smule, om den var optagen, hvis Tur det var."
Nu er den gamle, rødskjortede Garibaldist imidlertid bleven træt og
tillige bittert skuffet. „Høsten for vort Arbejd er ødelagt ved Forræderi
af dem, der skulde bjærge den. De Mænd, vi fulgte, har bedraget os."
Med lige megen Ringeagt ser han paa sine Venner, der lader sig gøre til
Etatsraader (raadede Hr. E. forresten ikke selv Borgmester Jensen dertil ?),
og paa de Unge, der raaber op paa ny. Han er træt af Fraser. „Ja...
hvis det galdt om at bygge en Barrikade og storme et Slot, saa kunde jeg
maaske endnu..." Men nej. „De, der har det som jeg, er ensomme og
tavse. Hvor mange vi er, véd vi ikke og faar vi aldrig at vide. Vi véd
blot, vi var for faa. Vi gaar stille om med vort, som Folk, hvis Kæreste
har forladt dem. Træffes vi, taler vi om alt andet end vort fælles
Skibbrud." Jamen, C. E. som træt af Fraser, som den ensomme, tavse
Skibbrudne — det er jo da allerede rigelig Bogens Pris værd! At han
erklærer, ikke at ville blande sig i Opløbet nu, for ikke at risikere at komme
i dobbelt Ild, fra de ministerielles og fra Oprørernes Side, det er ganske
vist at falde lidt ud af Helterollen; mange, som ikke kalder sig Helte,
gør sig netop det til en dagligdags Sport at udsætte sig for dobbelt Bd.
Han kaster da Vaabenfrakken af sig, og under den aabenbarer sig
nu paa den klædeligste Maade Gemytsmennesket — Natursværmeren og
Familiefaderen. Med sit trætte Sind tager han først ud i Skoven; herude
har han „et Sted, hvor jeg har haft det godt og haft det ondt, et Sted,
som er et Stykke af mig selv, og hvor jeg er mig selv og ene med mig
selv." Skrev han ikke, rigtig saa kønt, i en tidligere Bog: „ingen Glæde har jeg
haft og ingen Sorg, jeg løb jo med den i Lunden." At han vælger
Charlottenlund, beror paa samme — lad os sige: demokratiske Smag hos ham,
som naar han fremhæver som en af sin Boligs væsentlige Agréments, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
