Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Behrens: Hebbel og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hebbel og Danmark
641
Oehlenschläger udbrød: Vidunderligt, uforligneligt, enestaaende skønt
og næppe kunde finde Ord for at udtrykke sin Beundring. Da han
derefter erfarede den rette Sammenhæng, kyssede han sin unge
Broder i Apollo hjerteligt.
Men denne følte til fulde Forskellen mellem Oehlenschläger og
sig selv. Deres Sfærer var diametralt modsatte, men netop derfor
kom de ikke i Haarene paa hinanden. Oehlenschläger »vil" — skriver
Hebbel i sin Dagbog — „Forsoning; det vil jeg ogsaa; men jeg vil
kun Ideens Forsoning; han vil Individets Forsoning, som om det
tragiske var muligt inden for den snævre individuelle Udjævning!"
Oehlenschläger blev nu den eneste, med hvem Hebbel under
sit Ophold virkelig havde Omgang. To Gange om Ugen kom han
til ham: om Fredagen til Middag og saa enten Mandag eller
Onsdag paa en Times Besøg. En Fredag oplæste han for en Kreds
af indbudne sit Lystspil »Diamanten", som Oehlenschläger mente,
ganske vilde erobre Tieck. Men Hebbel kunde alligevel i sit
Forhold til Oehlenschläger ikke glemme, at den danske Digter var
gammel, at han tilhørte en anden Verden end han, en forældet
Idékreds, og at han i det borgerlige Samfund havde Rang og Stand,
var Etatsraad, Professor og Ridder af alle mulige Ordener.
Naar Hebbel sad hos ham i hans Stue, talte han om sig selv
med den Blanding af Egenkærlighed og Elskværdighed, der var
typisk for ham og som i Virkeligheden forsonede Hebbel med alt,
og han berettede mange Træk af sit Levned, medens den tyske
Digter andægtig lyttede.. I sit sidste Leveaar, da Hebbel allerede var
syg og sengeliggende, fortalte han L. A. Frankl, at han kunde
rose sig af at være den, der havde faaet Oehlenschläger til at
nedskrive sine Erindringer. Da hans danske Beskytter en Dag saaledes
sad og fortalte, spurgte han ham nemlig, om han ikke havde
nedskrevet disse Minder, og da han benægtede det, erklærede Hebbel,
at det burde han absolut. Og efter faa Dages Forløb bragte saa
den letbevægelige Oehlenschläger det første Ark af sine Erindringer.
I Virkeligheden kom Hebbel til at staa i evig
Taknemmelighedsgæld til Oehlenschläger, og det er derfor ikke underligt, at han
paa sit Dødsleje mindedes den danske Digter, hvis Indgriben var
Skyld i, at Rejsen til København ikke blev forgæves.
Allerede i Begyndelsen af December blev Hebbel modtaget i
Audiens af Kong Kristian den 8de. Han var forunderlig koldblodig,
de han stod i Forværelset mellem den brogede Skare af »Soldater,
Generaler, Menige, blege Teologer, velnærede Embedsmænd, sorg-
Tilskueren 1904 41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
