Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Behrens: Hebbel og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hebbel og Danmark 640
satte dem et poetisk Minde i sit Digt „Thorvaldsens Ganymed og
Ørnen".
Som sagt — det er Oehlenschläger, der bliver hans egentlige
Beskytter. Hebbel savnede ikke Blik for den danske Digterkonges
Begrænsning baade som Digter og Menneske. Han kunde f. Eks.
ikke ønske sig at have skrevet noget saa forfærdeligt som „Hugo
von Rheinberg", medens han derimod fandt Behag i „Correggio",
»Erik og Abel", „Baldur hin gode", ja selv i „Fiskeren". Han
følte sig ikke tiltalt af Oehlenschlägers Egenkærlighed,
Forfængelighed og Aabenhed, og til sidst, da Oehlenschläger i hele otte Dage
udeblev fra hans Sygeleje, vrededes han alvorlig. Men ellers kom
han til at beundre ham af et oprigtigt Hjerte.
Oehlenschläger, der nylig havde mistet sin Hustru, boede ved
Frederiksholms Kanal sammen med sine to Sønner. Hebbel skildrer
ham efter det første Møde som en ungdommelig, venlig udseende,
noget korpulent Mand. Han mindede ham straks om den lille
Korrespondance, de havde ført for Aar tilbage, og Oehlenschläger
ytrede sig derefter uden Forbehold om sin Kærlighed til Tyskland
og Tyskerne og om den tyske Kritiks Skødesynder over for dansk
Litteratur.
Hebbel komplimenterede ham nu, fordi han var vedbleven at
være ung, hvortil Oehlenschläger bemærkede: „Jeg er dog 63 Aar
gammel." Og saa mønstrede den unge tyske Digter ham endnu
en Gang: „I Virkeligheden" — skriver han — „ser han ud som
en Mand paa 50 Aar, hans Øje er Ild og Flamme, hans Haar
næppe nok graanet i Spidsen."
Det første Besøg efterfulgtes af mange, og Brevene til Elise
Lensing og Dagbøgerne indeholder talrige Vidnesbyrd om det nære
Forhold mellem de to Digtere. Hebbel er glad ved, at
Oehlenschläger blev imponeret over „Judith" og roste Enkeltheder i
„Ge-noveva", idet han gentog de Ord, Goethe engang havde sagt til
ham selv i hans Ungdom: „De er en Digter." Men hans Ros
gjaldt Talentet, han dadlede derimod det sidstnævnte Stykke som
Helhed; han fandt det for grusomt og metafysisk.
En Dag, Hebbel sad hos ham, begyndte Oehlenschläger at
fremsige Digte og Ballader af Goethe, og da han var færdig, tillod
Hebbel sig en from Svig. Han spurgte: Kender De nu ogsaa de
tre Afskedsdigte af Goethe, som nylig er bleven udgivne efter
Friederike von Sesenheims Stambog? Ja, saa skal De høre! Og Hebbel
reciterede sine egne Afskedssange ved Afrejsen fra München, medens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
