Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Et Angreb paa Intellektualismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
669 Et Angreb paa Intellektualismen
kring Sekelskiftet staar for ham som en ny Tids Morgengry; de
„betegnes* lærer han os „af en feberagtig Virksomhed, Sejlene blafrer og
Vendingen foregaar". Herregud! I Aarene omkring 1888, da „Ny Jord"
fremkom, og Stuckenberg, Jørgensen, Møller, Claussen og Michaelis
debuterede, — dengang drømte nogle af os ogsaa om en ny Tid, men vi
var ikke godtroende nok til at tage saa store Ord i Munden. Og dog, vilde
man læse efter, hvad der da skreves, vilde man finde udtalt allerede
den Gang omtrent den samme Kritik af Nutidslitteraturens „Realisme"
eller Rationalisme, som den, Hr. N. nu vil låve ny Tid paa. Men den
Slags „pia desideria" formaaer sjælden at vende Tidens Strøm!
Alligevel er det nu imidlertid disse Hr. N.’s Angreb paa „Realismen"
— da det netop bl. a. er sand Virkelighedssans, han savner, maa han
hellere, som han nu og da gør det, sige: Intellektualismen —
’alligevel er det disse Angreb, der — med Rette — især har vakt Interesse
for Bogen. Den gamle Kamp mod Intellektualismen er ogsaa aldrig
herhjemme før bleven ført med en saadan Anvendelse af
Intellektualismens egne, skarpeste Vaaben som her. Og aldrig har Angrebet haft
saa hidsige Næb og Kløer som her, aldrig været baaret af en saa ung
Tro paa at kunne stemme op for og kæntre Tidens Strøm.
Det var — tror jeg — i et af „Politiken"s Prøvenumre, at der i
sin Tid erklæredes: „Vi føler os mere i Slægt med Voltaire end med
Rousseau". Jeg erindrer, hvorledes en og anden ung allerede da
overfor en saadan Ytring straks følte: „Vi to er ej af samme Skole", — fordi
den halvgale Religionsstifter stod hans Hjerte meget nærmere end den
re-formsivrige Oplysningsfilosof. Og i Virkeligheden har man jo, lige fra Firserne,
indenfor Radikalismens Hovedstrøm stedse sporet en Strømning, der i visse
Maader kunde kaldes den Høffdingske, og som — skønt den i det hele
gik i samme Retning som den saakaldte „Brandesianisme" — dog
aldeles ikke helt kunde blande sig med den. Selvom man i Religion, i
moralske Anskuelser, i Politik og Litteratur nogenlunde delte Meninger
med „Politiken", var Grundtonen — le ton, qui fait la musique, —
grundforskellig. De rørigste Bevægelsesmennesker, de naiveste
Fremskridtsdog-matikere, de haandfaste Praktikere og de enfoldige Lyrikere flød
naturligvis med Hovedstrømmen, men mange tungere, mere reflekterte Naturer,
— i Grunden meget mere kritiske og radikale (o: til Roden gaaende)
end hine, — følte sig stedse frastødte af den dybe Uforstaaenhed
overfor Religion, den letfærdige Udviskning af alle moralske Begreber, den
Litteraturens Idéløshed, ogsaa den Raahed i den politiske Kamp, som de
saa’ rundt om sig som den ny Bevægelses Frugter. Alligevel var de
misfornøjedes Stilling jo vanskelig nok. Hvordan anfalde Hørup, saalænge
Provisoriet regerede? Hvordan tale om Immoralitet og Irreligiøsitet,
saalænge den herskende Opinion endnu kaldte saaledes og forfulgte som
saadanne alt, hvad der ikke stemmede med Katekismen og Martensens
Etik? Hvordan endelig rigtig fordømme den „realistiske" Litteratur,
saalænge den „romantiske" Kritik udelukkede „Gengangere" fra Teatret og
kaldte Zola og Fru Skram for Svin? Man kunde væsentlig kun ved
passende Lejligheder „tage Afstand". Hvor vanskeligt man havde for at
røre sig, saaes f. Eks. ved saadan noget som Indbydelsen til Protest-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
