Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Et Angreb paa Intellektualismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
670
Et Angreb paa Intellektualismen
mødet i Koncertpalæet. Justitsministeriets idiotiske Sagsanlæg nødede til
dets Aflysning, men den blotte Annonce hensatte Vedkommende, — alt
medens de paa det nydeligste straks ståk Piben ind overfor Forargelsen,
— i et halvt Aars Paroksysme overfor Forrædderne.
Nu er der Bevægelsesfrihed og ikke den ringeste Grund for en ung
Kritiker til ikke at give den herskende Retning det glatte Lag. Hr. N.
gør’ det — som sagt — med Fynd og Klem, omend hans filosofiske
Betragtninger, hvor dybsindige de end ofte er, dog synes mig noget
uklare her og der og desuden paa visse Punkter forekommer mig at
tage lidt skævt Sigte. Men da den første væsentlige Indvending, man
kan gøre mod hans Afhandling, er den, at den — noget vel
journalistisk — mener paa 70 Sider at kunne blive færdig med Moralens og
Kulturens væsentligste Problemer, vil jeg ikke gøre noget Forsøg paa i
en Anmeldelse paa 6 Sider at sætte Menneskehedens Bestemmelse under
Debat. Lad mig blot ganske kort sammenfatte Hovedpunkterne i Hr. N.s
Kritik og sætte mine private hør! eller ? ind her og der.
Den moderne Tro paa Erkendelsens, Tænkningens Suverænitet og
Almagt, — Dogmet (Ak! hvor der i sin Tid vankede Klø for at kalde det
et Dogme) om „den fri Tanke", der skal „erobre Verden, intet mindre"
— denne Tro er ikke andet end formastelig Overtro. Tanken er
tvertimod — det har jo allerede Kant fastslaaet — født ufri og vil
forblive ufri paa alle Ledder og Kanter. Og almægtig er den saa langt
fra at være, at netop det inderste og dybeste i Livet og dets højeste
Aabenbarelser stedse synes at skulle forblive et terra incognita for den;
Kunstens og Kærlighedens saavel som Moralens og Religionens inderste
Væsen synes utilgængelig for en blot intellektuel Opfattelse, men kun at
kunne fattes ad Følelsens Vej. Ligesaa ufuldstændigt og begrænset
derfor som dens Verdensbillede bliver, der kun besidder Synets Sans,
ligesaa bornert bliver dens Livsforstaaelse, der kun vil anerkende, hvad hans
Forstand kan begribe. Erkendelsen maa i det hele nøjes med at være
et af Livets Redskaber og tjene Livets Interesser, den er en „ancilla
vitae", ikke en Suveræn, og dens Gerning maa vurderes, dens Omraade
afstikkes, dens Retning foreskrives ud fra Livets Interesser.
Hvad er i det hele Erkendelsen værd i sig selv ? spørger Forf. Meget
lidt, før den har omsat sig i Følelse og Vilje. Det er just Grundskaden
i moderne Kultur, deri bestaar Halvheden i vor Personlighed og
Overfladiskheden i vor Dannelse, at Intelligenslivet rastløst og hensynsløst
fortsætter sit Arbejde, uden at vente paa, at hele Personligheden virkelig
følger med. Først naar de nye Ideer er nedfældede som Følelse og
slaar ud i Handling, først da er de blevne vort Kød og Blod. Og først
Handlingen leverer del endelige Bevis for Tankens Værdi, som
Eksperimentet for en Hypoteses. Liv er i sin Grund Handlen. Den
uinteresserede Objektivitet eller ansvarsløse Nysgerrighed, med hvilken moderne
Videnskab og naturalistisk Kunst vil lære Menneskene at se paa
Tilværelsen, saa ligegyldige for godt og ondt, som Naturen siges at være det, —
den duer ligesaa lidt for Livet som den Art moderne Stemningspanteisme,
som vil flyde ud i Allivet. Modsætningen mellem Død og Liv, mellem
hvad der hæmmer og hvad der fremmer Livet, mellem godt og ondt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
