Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Et Angreb paa Intellektualismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
671 Et Angreb paa Intellektualismen
maa beherske hele Tilværelsen. Det moralske Synspunkt maa fastholdes
overfor Videnskab og Litteratur saa godt som overfor alt i Livet.
Skarpsindigt og dybsindigt er alt dette udviklet af Hr. Nielsen, og
jeg for min Part kan kun underskrive disse Meninger. Blot at man tager
lidt dialektisk paa dem. Ikke noget bestemt moralsk Formaal skal
Videnskab og Kunst forfølge, men et ubevidst Instinkt for Livets Interesser
skal lede dem. Og ikke til hver enkelt gælder Kravet: „Vis din Tro af
dine Gerninger* ialfald ikke hvis Talen er om ydre praktisk Handlen;
men for Samfundslegemets Sundhed er det nødvendigt, at der ved Siden
af Intelligensarbejdets Organer ogsaa er Organer virksomme for
Omsætningen i Følelse og Handling.
Hvor fint mærkende Hr. N.s æstetiske Sans end er, turde det
interessanteste i hans Begavelse overhovedet være af psykologisk moralsk Art.
Det, der især sætter hans Tanker i Virksomhed, er hans Sans for Livets
Grundvilkaar og hans Iver for Livets Trivsel og Fremgang. Det er i
Virkeligheden som Moralist, at han betegner en saa værdifuld, ny
Indsats i vort Aandsliv.
Paa sin Vis var ogsaa Georg Brandes først og sidst Moralisten og
virkede som en saadan. Halvfjerdsernes Gennembrudsmænd — som
Hr. N. er saa uretfærdig imod — var overhovedet — ogsaa Hørup og
Edv. Brandes — væsentlig Moralister, som Bjørnson og Ibsen i Norge.
Men det yngre litterære Slægtled herhjemme manglede længe ganske
moralsk Inspiration; den ansvarsløse Nysgerrighed og den artistiske
Gen-givelseslyst var dets Muser. Den maaske ypperste Type er Karl Larsen,
og netop fordi hans Talent er saa forbløffende og uomtvisteligt, har han
altid ligesom instinktmæssigt vakt de faa til Revolte, der gik og sukkede
efter en Digtning, som kunde være til Næring for Livet. Hr. N. viser,
hvorledes den blotte Intelligenskunst aldrig naaer ud over en Sum af
rigtige Enkeltheder, aldrig naaer frem til den Sammenhængsdannelse, som
er Menneskeaandens Forret fremfor Dyrenes Iagttagelse, og han viser
videre, hvorledes det kun er de afstikkende Særegenheder, de abnorme
Undtagelser, den faar Øje paa, medens det normale Livsgrundlag, den
væsentlige Fællesmenneskelighed undgaar dens Opmærksomhed; kun en
Digtning, der bæres af en bred Medmenneskelighed og Meddelagtighed
i Livet selv, kan faa fat i Livets Væsen. Og som alle, der føier den
samme Utilfredsstillelse som han ved 80ernes og 90ernes danske
Litteratur, peger Hr. Nielsen paa de store gamle norske Digtere eller, blandt
nyere, paa Selma Lagerløf og Jakob Knudsen som lysende Forbilleder.
„Det aandelige er det, der rækker ud- over den enkelte; som
kommer fra det hele og forener ham med det hele* — disse dybe Ord af
Jakob Knudsen udtrykker for Hr. N. Kærnen i al moralsk og al religiøs
Følelse. Intellektualismen hedder paa moralsk Omraade Individualisme, og
Hr. N. viser, hvilken Ensomhed og Selvopløsning den analytiske
For-standsdannelse kaster Mennesket ind i. Med gribende Ord skildrer han, — og
man mærker her hans egen Erfaring — i hvilken forfærdelig Ensomhed det
moderne, reflekterte Menneske befinder sig midt i det store, tætte
Menneskesamfund; jo højere Aandsudvikling, des ubehjælpeligere Ensomhed. Men fra
denne er det, han vil ty til de Magter, der binder Menneskene sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
