Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Smertens Vej
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
690
Smertens Vej
blindet i sin Tro paa Smertens Ret — nej, nej," Nikodemus’
Stemme kvaltes til hæs Hulken, Graad og Støvaske fyldte hans
Mund, „nej, men jeg græder, græder over Menneskeheden, han
først i Livet forledte til den alt ødelæggende Smerte og nu i
Døden forleder til hundredfold mere Smerte, til Smertens Evighed
— o Menneskehed, aldrig bliver du glad efter denne nødvendige
Gerning, thi naar glemmer du ham og denne Dag?" Nikodemus’
Haand strøg skælvende hen over hans Bryn, „0, I Høvdinge, da I
dømte ham til Korset dernede, da dømte I Eders egen Slægt til evig,
knuget Korsegang mod Jorden — det, I dømte dyrekøbt Frelse,
vendte sig til Smertens Konges største Sejr: Undergang. — Ja,
Menneskehed, Menneskehed, græd over dig selv, thi nu er Glædens
Dage omme, evindeligt."
En Latter brasede løs dernede, et Brøl af tusind glade
Lunger, Støvet skiltes et Nu, og i det aabne, tindrende Sollys saas i
en Krans af dansende Støvrækker, mod den blaa Himmel, et
Mylder af henrykte, leende Ansigter, brune, med blanke Øjne, med
hvide Tænder. Hoved trængt ved Hoved om et Kors’ sort oprakte
Arme, derunder et hvidt Ansigt, sænket i en Strøm af rødt Haar,
i en Tornekrones skarpe, blanke Grenebundt — men foran, halvt
dækkende det hele, en silkebroget Mandsarm slynget om Nakken
paa en Kvindes purpurne, tilbagelænede Hoveddug.
Et Skrig fløj fra Nikodemus’ Læber, han tumlede forover, med
Haanden snappende efter en skarpkantet Kalksten — saa jog en
graa Taage blindende forbi hans Øjne, en Støvbølge skyllede alt
bort i det rygende Pudderhav — Stemmerne larmede atter op af det.
En Haand greb fast om Nikodemus’ Arm, og gennem Melrøgen
hørte han en Røst tæt ved sit foroverbøjede Ansigt:
„Nikodemus, Nikodemus, du Jesus’ Hader, du Glædens Elsker!"
Hans Haand og hans Knæ slog mod Kalkstensklippen, en
Hulken brød sig sønderslidende Vej op gennem hans Strube:
„Jesus — Menneskeglæde — dømt til at elske Eder begge!"
JESU BLOD
Longinus ludede sit Hoved mod det grove Træ, der stundom
rystede saa forunderligt levende, som kastede et tungt Legeme sig
paa det — han sænkede Panden og holdt begge Hænder fast klamret
om det — han hørte stærke Røster larme og skrige omkring sig,
Bulder af hulede Skjolde, Skurren af Lanser og Sværds Raslen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
