Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
729 Studier over Drachmanns Sangkunst
— Vaaren har aandet paa Luften — Luften har kysset hver
Blomst og hvert Blad, — som staar ved den rislende Kilde".
Andre Gange er det 4de Linie, der fortsætter sig ud over sit
beskikkede Maal: ,0 da skulde min Stemmes Klang — vække al
Vellyd, der slumrer i Skoven, — smeltende hen i en
Kærlighedssang — med Nymfen, med Ekko paa Skrænten ved
Strandkilde-voven". Saadanne Langlinier eller — selv om de ikke er skrevne i
én Linie — saadanne lange rytmiske Satser, der kræver langt
Aande-drag for at læses ud i ét, elsker Drachmanns Sangkunst. „Mod det
evige Rum, hvor Sole er Stjerner og Stjernerne Duggen i Enge
Mod det evige Rum, — som en løssluppen Dampsky,, der hvirvler
mod Solen, — og Dampen er tusinde perlende Taarers samlede Sum".
„Til Sommerens sidste lyksalige, svindende Timer". Det er den
gamle tyske Koralmelodis Sats: „Lovsynger Herren, den himmelske
Konge med Ære" eller de Ingemannske Sulamithsanges: „Du er
Gederens Søster, min Brud fra Libanons Høje."
Stroferne hos Drachmann svulmer endvidere op gennem den
almindelige Art melodisk Amplificatio, der bestaar i Fordobling
eller Mangedobling af et enkelt Led i en Rytme, saaledes at dog
de oprindelige Proportioner stadig føles igennem. Som det saa ofte
sker i Musik, giver Drachmann ofte først den enkelte Grundmelodi
og varierer den derefter ved at fordoble snart et, snart et andet
Led i Melodien. En firliniet Strofe faar han saaledes ved To- eller
Tredobling af 1ste eller 3dje Linie til at svulme op henholdsvis i
Begyndelsen, aftagende mod Slutningen, og omvendt voksende hen mod
Slutningen. Simplest er Væksten i en Strofe som denne: „Lad Tiden
gaa, lad Tiden gaa — ak min tabte Lykke! — hvi kunde du dog
ej forstaa — saa let et Regnestykke. — Af Uret vokser Ufred frem
— og skal man bygge dér sit Hjem — og rejse sig sin Lykke,
— saa maa der skæres breden Rem — af vore egne Rygge".
En mægtigere Stigning (Rytme- og Rimforhold kan betegnes
ababa1alb1a8aJa2b1) er der i en Strofe som denne: „Men stirrer du
da paa det fylkede Tog — med Forventningens funklende Blik —
saa giv dem paa Vejen et Kærnesprog, — som selv du af Rude
det fik. — Revanche alene kan lidet mægte, — den tager de raaeste
Lanseknægte, — lad dem i Marmoret læse — et Lovbud om
Menneskets Ære og Ret — og lad dem saa gaa over Grænsen med
det — og synge paa hver en erobret Plet — den store
Marseil-laise". Allerfyldigst er — som v. d. Recke gør opmærksom paa
— i „Landnamsfarten" Firverset svulmet op; den første Linie gen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
