Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
730
Studier over Drachmanns Sangkunst
tages fire Gange, den 3dje to, og til Slut er der hængt et
Efterspil, et svagere Ekko efter Strofen, bestaaende i en rytmisk og
„rimlig" Gentagelse af de to sidste Linier. (a1a2a1aa,ba8a8ba8b).
Temmelig ene er Drachmann om den Fordobling af 4de Linie, som
han ynder. I Digte som „Fiskeren synger", „Afguder", „Holla i
Kroen derinde!", „Med høj Horisont" hænger han en grammatisk
helt løstsiddende Genklangslinie efter et Firvers, f. Eks.: „Saa flyv
da frejdig fra Skrænten ud — I, mine dæmpede Sange! — Jer
Herre og Mester han bærer sit Skrud — baade paa Ret og Vrange,
— flyv kun, vær ikke bange! . . . Flyv ud fra Skrænten, forlad
mig nu — I dæmpede Melodier! — Jeg bliver, der ligger en Kraft
i min Hu, — som for Ensomheden befrier. — Jeg lytter, indtil I
tier".
Stadig forholder det sig saaledes, at hvor de tidligere Digteres
Stemme blev træt, og deres Øre mæt krævede Afslutning paa den
rytmiske Sats, har Drachmanns Øre Trang og Drachmanns Lunger
Vejr til endnu at büve ved. Den gamle Kantatemelodi „Verden
af tusind glade Fantasier — ak! du forgaar" klinger ham i Øret,
men naar han har sunget første Linie: „Aldrig en Rose, næppe
nok en Asters", bøjer han ikke ind til et: „blomstrer bag Klit"
eller lign., men bliver ved: „spreder bag Sandhøjen sine
Blomsterpletter" og fortsætter (i en Art udvidet saphisk Versemaal)
gennem 6 Linier, før han bøjer ind mod en dalende Afslutning. Naar
han synger: „Kun dér, hvor Vuggens Gænger gik — i Takt til
Ammens Sang, — kun dér, hvor Moderhjertet flk — Erstatning i
et Barneblik", venter Øret et: „for Nattevaagen lang", men i Stedet
slaar Drachmann endnu en Krusedulle paa Melodien, inden han
slutter af: „for Natten lang, — kun dér min Sang — kan blive
til fuld Musik". Man véd, hvor virkningsfuld i Musiken en slig
Afvigelse fra den ventede „Opløsning" kan være. Eller han begyner:
„Han bøjer til Side, — hver Blomst paa hvert Straa,— han følger
de hvide", og Øret venter nu en Afslutning „og ler til de blaa", men
der fortsættes: „som kærlige glide", og i Steden for at bøje ind til:
„imøde de blaa", vedbliver han stadig: „imøde de ømme, de
ventende blaa", — hvad der ikke „opløser" Satsen helt, men fører
udover til nye Satser. Eller der begyndes endelig ganske fredelig
i Strofen fra Bødtchers „Marthas Kilde": „Den Vinter var saa barsk
og haard, — den Vinter vil vi glemme; — min favrest Ven i
Urtegaard, — hvor alle gode Blomster staar, — jeg løfter til Sang min
Stemme", men den anapæstiske Bevægelse, der bryder frem i sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
