Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
731 Studier over Drachmanns Sangkunst
Linie, „løfter" virkelig — som der staar — „Stemmen til Sang",
og nu svinger Digteren over i en sværmerisk anapæstisk Flugt,
men holder sig dog — ved rytmiske og „rimlige" Gentagelser af den
oprindelige Strofes Slutningslinie — Vejen aaben til sluttelig at bøje
tilbage til denne. („Til Vaar!«).
Sine lange Strofer bygger Drachmann op paa meget forskellig
Vis. Snart binder han egentlig blot kortere Strofer parvis sammen,
saa at de ikke blot typografisk, men indholdsmæssig danner længere
Enheder. Saaledes i „Foraar om Vinteren". Snart stiller han
to Rytmesatser som Sats og Modsats uforbundne sammen til en
Strofe. Saaledes i Digtet: „Jeg er kun det skøre Kar"; efter de første
fire Liniers rolige trokæiske Melodi, der dog mod Slutningen løfter
sig daktylisk, følger de fire sidstes raske resolutte Anapæster. Eller
den ene Rytmesats’ Afslutning danner, idet den rytmisk gentages,
Udgangspunkt for en ny Melodidannelse. „Jeg gaar som i Blade
af den flagrende Vaar, — det gynger paa Blomster, hvorhen jeg
gaar, — en bølgende Flade. — Ak kunde jeg tage — dig,
Elskede! med; — kunde vi drage — langvejs til et Sted; — da
lad Bølgen kun rive i Dybet os ned; — vore Livsens Timer var
glade". Saa kan der yderligere — ligesom i Musik — mellem to
rytmisk forbundne Satser parentetisk skydes en selvstændig Rytme
ind; det kunstfærdige Digt „Vug o Vove" er bygget paa denne
Maade. De seks Linier fra „Kunde jeg selv" danner baade
rytmisk og „rimligt" et selvstændigt Indskud mellem de fire første
Linier i Strofen og de fire sidste, der tager Rytmen fra de
første op igen, men, bibeholdende 1ste og 3dje Linie med den
mandlige Udgang uforandrede, lader de kvindeligt udgaaende Linier
vokse fra 3 Hævninger til 4 og videre til 5 Betoninger.
Saaledes dannes da de for Drachmann saa ejendommelige
lange, ud og ind bølgende Rytmebygninger. Et Digt f. Eks. som
det sidste Afsnit af „St. Elena" i „Sange ved Havet" er bygget over
Linien „Oleander, Violer og Laurbær" som det faste rytmiske Led,
der enten ligefrem gentages eller atter og atter rvmisk efterdannes:
første Gang med et Mellemrum af to længere Linier, siden med
Mellemrum af tre, saa igen med Mellemrum af to længere Linier. Eller
Digtet „Præludium" i samme Samling er bygget over Linien
„Gondolierer, ro væk" og dens rytmiske Ækvivalenter, der vender
tilbage som Melodiens faste Led, først med én Langlinie foran sig,
saa med to, saa med tre foran sig og derefter igen med kortere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
