Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
734
Studier over Drachmanns Sangkunst
føies des behageligere. Faar omvendt nu og da en Linie en
Ar-sis for lidt, har ogsaa dette sin Betydning for Meningen. „Der
strømmer atter Vaarluft gennem Skoven, — paany vil Fuglen parres,
Knoppen briste. — Aa, om jeg vidste, om jeg vidste, —
hvor-længe jeg endnu har Livets Lejde, — da gav jeg Død og Djævlen
Krig og Fejde osv."; midt i Foraarets Livskraft segner den aldrende
Digter et Øjeblik træt og haabfattig sammen. Men i det hele slaar
Drachmann paa det uroligste fra den ene Rytme over i den anden,
eller slynger to modsatte rytmiske Bevægelser ind imellem hinanden.
I et af hans allerførste Digte „Lansknægtens Vise" er Strofen,
naar man ser nærmere til, oprindelig kun den meget fredelige, der
kendes fra: „Hjem gik den tapre Peder — med Bollen paa sin
Bag", men Drachmann laver noget helt nyt ud af den ved at gøre
anden Linie trokæisk midt imellem de andre Jamber og yderligere
ved Binderim at dele Linien i to, og det forsorne, selvraadige
„Hatten paa Snur"-Humør udtrykkes nu ypperlig i Verset: — „Jeg
slipper Sværd og Lanse, — Tærningspil — maa ogsaa til — og
Pigebørn og Danse — og Vin saa tit, man vil". Det selvraadige,
vilkaarlige i Rytmebruddene og Rytmeskifterne er ganske vist langt
fra altid begrundet i Indholdet og virker ofte lige saa stødende og
saarende paa normale Øren som det andre Gange virker
underholdende og oplivende. En saa sammensat Rytmebygning som
„Natten" (i „Gamle Guder og nye") falder for mit Øre ud fra
hinanden i disharmoniske Brokker; i et Digt som „Ved en Fontaine"
(„Ungdom i Digt og Sang") synes forskellige Rytmesatser mig rent
vilkaarlig sammenkoblede. Med skøn Virkning benytter Drachmann
derimod stadig den — tidligere kun sjældent og planløst brugte —
Skiften med forskelligt formede Strofer, saa at de vekslende
Melodier svarer til det skiftende Indhold, den skiftende Tonart i Digtet.
Alt i alt: ved sin mangfoldig skiftende Bevægelighed, i
Forbindelse med sin brede Fylde, sin svingfulde Fart har Drachmanns
Rytmik aabnet Horisonter og frembragt Kunstvirkninger, der var
ukendte for tidligere dansk Sangkunst. Det er især alt det bølgende,
vuggende, som den gengiver som ingen før. „Sprogets bølgende
bløde Klang — har jeg hamret og filet og passet i Sang — slaaet
i Sving og nittet i Ring — til det toned af Bølgernes Larm". Paa
samme Maade som Swinburne i engelsk Poesi, har Drachmann for
vor Lyriks Vedkommende været den første, der har lagt Bølgernes
bløde, runde Gliden og klukkende Smaakrus, deres stolte, lystige
Stormdans og mangebrusende Brænding ind i Versets Melodier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
