Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Studier over Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
735 Studier over Drachmanns Sangkunst
Sundets dovne Skvulp mod Bredden i Sommeraftnens Stilhed har
han tryllet ind i Versenes Linier ligesaavel som Nordsøens vældige,
langlige Gyngen eller Kanalernes Rislen med den vuggende Lyd
af Venezias Vand. Digtet „Kun af den sagtnende Dønning . . ."
(Sildig II i „Sange ved Havet") er i sin henaandende, hendøende
Musik et maritimt Sidestykke til Goethes „Wanderers Nachtlied".
Og som Havets, saaledes er Drachmann ogsaa vor friske, fejende
Nordvests, vore bløde, evig skiftende, lunefulde Sommerluftes Sanger.
Han har sat Ord til den vilde Efteraarsblæst og det skvulpende sorte
Vand mod Bryggerne, de milde Foraarsvinde, naar „Vaaren har
aandet paa Luften — Luften har kysset hvert Blad og hver
Blomst, — der staar langs den rislende Kilde" eller (i
Sakun-taladigtet) Sommernattens Luftning ind gennem Vinduet, mættet
af Jasmindufte „som en vellugtaandende Flod", det sagte Bladesus
udefra, — en svævende, bedøvende, drømmefødende
Stemnings-musik. Dansen har heller ingen dansk Digter kimnet gengive i
sin Sang som Drachmann iVæveVadmelsvisen („Vær hilsetlDamer.."
i „Ranker og Roser"), hvor den gamle Danselegs Refræn paa den
yndefuldeste Maade slynger sig som rytmisk Grundmotiv gennem
hele Sangen, — eller i Junkerens Vise om Tatertøsen og Dansen paa
Heden (i „Østen for Sol . . ."), der er bygget over Strofen fra
„Hjortens Flugt", kun med indlagte Refrænlinier efter hver
Verse-halvdel, men hvor hele Rytmikken saa genialt levendegør hele
Mødets Eventyrlighed, hele den attraafyldte Længsel, den
dæmoniske Vildskab i Dansen og i Fristerinden. I „Brudehymnen" (i samme
Digtning) — med Reminiscenser baade fra „Lohengrin"s
Brudehymne og fra en bekendt Weysesk Kantatemelodi — giver den
stadigt varierende Rytmesats : — uu — og — ^uu — med musikalsk
Tryllemagt en vidunderlig Forening af en langsom Dans’ Gyngen,
en Vuggevises beroligende Nynnen, en let beruset Svæven og
Stigen, en Korals højtidelige Orgeltoner.
II. KLANGVIRKNING
Rytmen er Tegningen, Klangvirkningerne er Koloriten i Versets
Kunst. Drachmanns Digtning virker ikke mindre ved skøn
Lydveksel og skøn Lydlighed end ved Rytmernes Skønhed. Videre sikkert
er hans Øre lige saa lidt i den ene som i den anden Retning. Hans
Sprog skurrer ofte urent, og hans smukkeste Digte skæmmes ved
Sjuskerier som: „O hvor hvert Fjed . . . selv med Forladthed for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
