Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Melville: Hvaljagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvaljagt
785
Gange Hurra, Folk — Knoppe alle sammen! Rolig, rolig! ikke
forhastet — ikke forhastet! Hvorfor knækker I ikke jeres Aarer, I
Tampe? Bid i noget, I Hunde! Saa, saa, saa da, saa jævnt, saa
jævnt! Det var ret, det var ret! lange stærke Tag. Hæng i der,
hæng i! Den onde hente jer, I Pjalte og Rakkerpukler, I sover alle
Mand! Hold op med at snorke, I Søvnetryner, og hal! Vil I hale?
Hal, kan I ikke? Hal, vil I ikke? Hvorfor i alle Hundestejler og
Honningkager haler I ikke? Hal og knæk noget i Stykker. Hal,
saa Øjnene staar ud af jeres Hoveder! Her!" han svippede den
skarpe Kniv ud af Bæltet, „træk Kniven, hver Mors Sjæl af jer og
hal med Bladet mellem Tænderne! Det var ret — det var ret.
Nu gør I noget ved det; det ligner af noget, mine Staalbid! Op
med hende — op med hende, mine Sølvskeer! Op med hende,
Mærlspir!"
Stubb’s Harangue til Mandskabet gives her udførlig, fordi han
havde sin egen Maade at tiltale dem paa i Almindelighed og
særlig, naar han indskærpede dem Roningens Religion. Men I maa
efter denne Prøve paa hans Prækener ikke tro, at han nogen Sinde
ligefrem tordnede og fnøs over sin Menighed. Slet ikke; og det
var netop hans Særegenhed. Han kunde sige sit Mandskab de
frygteligste Ting i en Tone, der var mærkelig blandet af Løjer og
Raseri, og Raseriet syntes blot ment som et Krydder paa Løjerne,
saa alle, der hørte hans sære Tilraab, halede ud, som det gjaldt
Livet, og halede ud af ren Fornøjelse tillige. Og selv syntes han
altid ganske rolig og lad, styrede sin Aare saa magelig og gabede
saa bredt, somme Tider med Munden paa vid Væg, saa bare
Synet af ham rent modsætningsvis virkede’som Trylleri paa
Folkene. Saa var Stubb desuden en af de sære Lystigmagere, hvis
Løjer stundom er saa tvetydige, at alle deres undergivne er
vagtsomme til at lystre.
Achab holdt sig stadig længst mod Luv og för afsted forud
for de andre Baade: man kunde se, det var et kraftigt Mandskab,
han havde til at ro. Hans tigergule Væsner syntes bare Staal og
Fiskeben. Som et Hammerværk løftede de sig og sank med
regelmæssige Tag af en Styrke, saa Baaden hver Gang fløj langs
Vandet som en sprungen Dampkedel af en Mississippi-Damper.
Fedallah, som trak Harpunéraaren, havde kastet sin sorte Trøje; hans
Legeme med det nøgne Bryst saas ned til Lønningen skarpt mod
den takkede Søhorisonts skiftende Bølgedale. I Baadens anden
Ende stod Achab med den ene Arm paa Fægtervis strakt halvt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
