Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Melville: Hvaljagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvaljagt
789
uendelige svulmende Banker; det brydende hule Brøl, de gav, mens
de rullede langs de otte Lønninger som kæmpestore Kugler paa en
grænseløs Boldmark; Baadens korte dvælende Angest, naar den
vippede et Nu paa de skarpere Bølgers knivsmalle Ægg, der næsten
truede med at skære den itu; det pludselige dybe Duk ned i
Vandenes Kløfter og Hulinger; den hidsige Sporen og Drivenpaa for
at naa Toppen af den modsatte Høj; den bratte slædeagtige Gliden
ned ad den anden Side, — alt dette og Styrmændenes og
Har-punérernes Skrig, de roendes stønnende Gisp, og det underlige Syn
af den elfenbensmykkede „Pequod", der bar ned mod sine Baade
med vidtspredte Sejl som en vild Høne efter sit skrigende Afkom,
— det var betagende.
Ikke den uprøvede Rekrut, der fra sin Hustrus Bryst drager
ind i Kampens første Feberhede, ikke den døde Mands Aand, der
møder den første ukendte Skygge i den anden Verden, ingen af
dem kan kende sælsommere og stærkere Følelser, end den Mand,
der første Gang er ved at naa ind i den jagede Hvals skumpiskede
Tryllekreds.
Det dansende hvide Vand bag de flygtende Dyr blev mere og
niere synligt ved det tyknende Mørke, de dunkle Skyskygger kastede
over Havet. Røgsøjlerne flød ikke mere sammen, men fartede alle
Vegne hen, til højre og venstre; Hvalerne syntes at skille deres
Kølvand. Baadene trak da mere fra hinanden, og Starbuck jagede
efter tre Hvaler, der løb lige mod Læ. Vort Sejl blev sat, og da
Vinden stadig voksede, gik Baaden saa rasende gennem Vandet, at
de læ Aarer næppe kunde haandteres saa rapt, at de ikke blev
revet af Tollene.
Snart løb vi ind i et bølgende bredt Slør af Dis; hverken Skib
eller Baad var at øjne.
„Hal ud, Folk!" hviskede Starbuck; „der er Tid til at ramme
en Fisk, før Bygen kommer. Der er hvidt Vand igen! — paa dem!
— spring!"
Pludselig fulgte to Skrig hurtig efter hinanden paa hver Side
af os; det betød, at de andre Baade havde faaet Ram. Men næppe
havde vi hørt dem, før Starbuck med en Hvisken, bråt som et
Lynslag bød: „Op!" og Quiqueg sprang i Vejret med Harpunen i
Haanden.
Skønt ingen af de roende kunde se den Fare paa Liv og Død,
de havde tæt foran Stævnen, vidste de, med Øjnene mod
Styrmandens spændte Aasyn, at nu var Øjeblikket over dem; de hørte
Tilskuerui 1904 30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
