Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Melville: Hvaljagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
788
Hvaljagt
brødes kun nu og da skræmmende af hans særegne Hvisken, snart
bydende barsk, snart bedende blød.
Helt anderledes den lille larmende Flask. „Syng op og sig
noget, Gutter! Brøl og hal ud, mine Lynstraaler! Sæt mig om
Bord, sæt mig om Bord paa deres sorte Rygge, Drenge, — gør
mig bare den Tjeneste, og I skal faa min egen Plantage, Drenge,
og min Kone og mine Børn med, Drenge! Klem paa — klem paa!
Aa Gud, Gud! Men jeg bliver binde-fløjtende gal! Se, se det hvide
Vand!" Mens han raabte, rev han Hatten af Hovedet og stampede
op og ned paa den, saa snappede han den og hev den langt ud i
Søen; til sidst gav han sig til at hoppe og sparke i Agterenden
som en vild Plag fra Prærien.
„Se bare til den Karl," drævede Stubb filosofisk; han havde
mekanisk beholdt sin utændte Pibestump mellem Tænderne og kom
lidt bag efter Flask. „Han har faaet sine Anfald, har Flask. Ja
Anfald, det er netop det; vi skal anfalde dem, Folk. Muntert,
muntert, Hjertensunger! Pudding til Aften, véd I, — muntert, det
er det, det gælder. Hal, Smaabørn, hal, Putter, hal alle Mand!
Men hvad Satan er I saa hidsige for. Rolig, rolig, og støttig, Folk.
Hal bare og bliv ved at hale, ikke videre. Knæk alle jeres
Rygben og bid jeres Knive itu, det er det hele. Tag det rolig,
hvorfor ta’r I det ikke rolig, siger jeg, og spræng alle jeres Lever
og Lunger."
Men hvad den uudgrundelige Achab sagde til sine tigergule Folk,
— det var Ord, som ikke bør siges her, for I lever under det
kristne Lands velsignede Lys. Kun de hedenske Hajer i den
forvovne Sø turde lytte til slige Ord, naar med Uvejrsbryn og det
røde Drab i Øjet og fraade-klistrede Læber Achab sprang efter
sit Bytte.
Imens skar alle Baadene afsted. Flasks gentagne
Hentydninger til „den Hval der", som han kaldte et opdigtet Uhyre, der efter
hans Sigende stadig kiilede hans Baads Stævn med sin Hale —
disse Hentydninger blev til Tider saa levende og grangivelige, at
de fik en og anden af hans Folk til ilsomt og skræmt at kaste et
Blik bagud over Skulderen. Men det var mod alle Regler, for Roere
maa blinde deres Øjne og ramme en Jernpind gennem Nakken;
Skik og Brug byder, at i disse kritiske Øjeblikke maa de ikke have
andre Sanseredskaber end Ørene og ingen andre Lemmer end
deres Arme.
Det var et vidunderligt og gribende Syn. Den almægtige Søs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
