Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Haug: Det norske Samlingsparti
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske Samlingsparti
795
den glimtvis tilsynekommende Misfornøjelse, kunde det ikke i
Længden skjules, at der var indtraadt en Opløsningsproces.
Misfornøjelsen gav sig oftere og oftere Udtryk, Frafald blev hyppigere
og hyppigere, Slaphed og Interesseløshed bredte sig i Rækkerne.
Den Tilstand har i Virkeligheden allerede varet i flere Aar,
som Venstrebladet .Kristiania Dagblad" forleden i en Artikel, der
allerede bar den betegnende Overskrift .Stilhed", skildrede
saaledes:
„Det er saa stille inden Venstre. Ikke et Signal; ikke en Fanfare; ikke
et djærvt Ord.–-Intet som ildner; intet som gløder. Og intet
stilfærdigt jævnt Arbejde heller. Dulgt Misfornøjelse hos mange; blind Tillid til
Lederne hos enkelte; Ligegyldighed hos de fleste. Det er det Billede, vort Parti
for Øjeblikket frembyder*.
Misfornøjelsen har i de senere Aar bredt sig i stedse stigende
Grad ude blandt Partiets menige Tropper, og fornemmelig har den
gældt den Sideretning, Partiets Politik er gledet ind i paa det
økonomiske Omraade under stadigt Tryk fra Arbejdernes Side,
hvis Stemmer det for Førerne gjaldt om at erobre og beholde, og
som efter Stemmeretsreformen hurtig blev sig deres nye Magt
bevidst og i tilsvarende Grad strammede deres Betingelser.
Eksempelvis kan nævnes, at medens det første Landarbejdermøde i
Kristiania i 1880 udtalte sig for en Alderdomsforsikringskasse for
Arbejdere helt og holdent baseret paa Selvpensionering, har de
organiserede Arbejdere nu i de sidste Aar, efter at den
parlamentariske Arbejderkommission i 1899 fremlagde sit Udkast til en
Folkepensionslov, der maa betegnes som yderst gunstigt for Arbejdernes
Præmieklasser, erklæret sig højlig utilfredse med dette og kræver,
at Staten helt skal betale Præmierne, d. v. s. overføre Udgifterne
til Beskatningen.
Denne Misfornøjelse antog i forrige Valgperiode en mere
bestemt Form og flk en bestemtere Adresse, rettedes i første Række
mod Regeringens Finanspolitik. Statsbudgettet øgedes i de
4 Aar fra 1898 til 1902 med 27Vi Mill. Kroner og balanceredes
mod Slutningen af Perioden ved Hjælp af optimistiske
Indtægts-anslag, som slog klik. Overslagene vedrørende en Række offentlige
Arbejder var enten saa utilstrækkelig forberedte, eller Udførelsen
blev saa mangelfuldt kontroleret, at store Overskridelser med deraf
nødvendiggjorte Efterbevillinger paa 20—30, ja op til 50 pCt. hørte
til Dagens Orden. Dertil kom yderligere enkelte egenmægtige
Transaktioner, som knap var konstitutionelle, og som paa Grund af de hastigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
