Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. G. Rosenørn: Fra Gammel-Japan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Gammel-Japan
509
Folket er endnu i det hele og store, hvad det var i gamle
Dage.
En Landbefolkning, kraftig og uberørt, — trods megen
gammel og udsøgt Sædernes Kultur, — som Sydhavsøernes Vilde,
bronzebrunet af Solen, med atletiske Lemmer og — som delvist
ogsaa deres mere forfinede Landsmænd i Byerne, — med et
Tropefolks mørke Øjenglød, dets „laksorte" Haar og elfenbenshvide
Tænder.
En B y b e f o 1 k n i n g af klogt-, ofte elskværdigt-smilende, stundom
listigt-udseende Mænd med Barneøjne i et beregnende og
eftertænksomt Ansigt, — Mænd, i hvis Ansigtstræk man ofte genfinder
Smil, Udtryk, sjælelige Afspejlinger, der minder om Kvinder i
Europa, navnlig de højere Klassers Damer. Ikke én, men mange
Gange hænder det En, at man spørger sig selv: „hvorfra kender
jeg denne magre Fiskehandler med det skarpe, fine Ansigt?" —
„hvorfra det forundrede Øjeudtryk, parret med en Skygge af Ironi
omkring den meget lille hjerteformige Mund hos denne
Assuranceagent i den staalgraa Silkekimono og det blegblaa Crépebælte?" —
„hvor har jeg set dette lidt gustne, sarte Ansigt med det urolige
Blik og det en Smule sippet-didaktiske Væsen hos denne unge
Student med de bare Ben, det blaa Skørt og den brune Kappe?"
— til det gaar op for En: det er jo den gamle Fru N., den unge
Frøken D., Lærerinden Frøken M., der her taler til mig i
Ka-mi’ernes Sprog og i mandlig Inkarnation.
Ofte bevarer de helt op i Fyrretyveaarene Barnets eller
Ynglingens Ansigt, ofte bliver de Oldinge, medens de er i Trediverne,
endnu oftere brydes Barnets og Oldingens Ansigt hos samme
Person, det ene eller det andet faar Overtaget, alt efter deres
Paa-klædning, deres Befindende, deres Stemning. Det egentlige i
europæisk Forstand mandlige Udtryk faar en Japaner af Folket
sjældent, til Dels maaske fordi han ikke nødes til at misbruge sin
Hjerne, hypertrofiere sin Vilje og ikke lader sit af Naturen
sparsomme Skæg staa. Skægget betragtes som et højtideligt, lidt
afskrækkende Attribut — beslægtet med „Skrækmasken" — for
Embedsmænd og Krigsmænd, Bedstefædre og Barbarer, Politibetjente
og Katte1.
1 For en uformuende Person af Handels- eller Haandværkerklassen
betragtes Anlæggelsen af Skæg som Arrogance, saa længe han ikke har naaet den
tredje Snes. Den japanske Alderdom, hvis Ansigtstræks Forfaldsformer ikke
gaar i Retning af det gorilla- eller babuinagtige, som mange europæiske Mænds,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
