Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Aarsbo: Om Digtekunst og Tonekunst i praktisk Vekselvirkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
886
Digtekunst og Tonekunst 886
godtgøre det rent praktiske, at Blichers Digtning endnu venter paa
jævnbyrdige Komponister. Det er ikke uden en vis Vemod, man
læser en Ytring af ham om, at han ved en bestemt Lejlighed
ønskede et af sine Digte sat i Musik af en (dalevende) berømt
Tonekunstner. Thi mens han levede, naaede han ikke at se dette
Ønske opfyldt, og det var i Virkeligheden først 20 Aar efter hans
Død, at en Komponist ud fra omhyggeligt og kærligt Studium af
hans Poesi søgte at fortolke den. Det var P. Heise med de otte
„Romancer og Sange af St. St. B.*. Alt, hvad der ellers er sat i
Musik af denne Digter, skyldes væsentligt rene Tilfældigheder. Mindst
gælder det nok H. C. Simonsens og Berggreens Kompositioner.
Blicher er dog ikke den eneste af vore Digtere, som endnu
venter paa fortjent Opmærksomhed fra vore Musikeres Side. Et
poetisk-musikalsk Opgør for Oehlenschlägers, Chr. Winthers,
Aarestrups o. a.’s Vedkommende turde godtgøre noget lignende. Men
inden dette bliver taget til Følge, er det nok nødvendigt, at der
sker en Reform i vore Musikeres Uddannelse. Baade vort kgl.
danske Musikkonservatorium og andre lignende Læreanstalter
undlader jo at give sine Elever nogen Vejledning i vor Digtekunst og
dens Værker, en Vejledning, som netop skulde lægges an paa at
afgrænse Omraadet for den poetisk-musikalske Vekselvirkning i dens
historiske Udvikling og samtidigt give et grundigt Omsyn i begge
Arter af vor nationale Litteratur. Man vil ikke mene, at dette er
unødvendigt, naar man lægger Mærke til, hvorledes selv vore største
Komponister (P. Heise alene undtaget) altfor ofte har ofret til
fjerderangs Digteres Muse, og naar man ved, at Kendskaben til
vor Digtnings bedste Skatte og Smagen stundom har været saa
minimal, at Komponisterne i Flok (og det med Kritikernes
Medhold) har søgt til fremmed Poesi. (Jvfr. de sangmusikalske
Anmeldelser i Halvfjerserne, f. Eks. i „Nær og Fjærn*).
Ved en saadan Reform tør man vel ogsaa haabe paa nogen
Bedring i vort offentlige Musikliv paa dette Omraade, hvor
Sangforeninger, Kvartetter og Kirkekor altfor længe har haft
Programmer, der i fattig og trættende Ensformighed stadigt byder paa
traditionelt Stof, og hvor den almindelige Skole-, Folke- og
Kirkesang arbejder under ganske lignende Armod. Den sidste
Menneskealder har ikke at opvise nogen almen Sangsamling, der indirekte
godtgør nogen omfattende, selvstændig Kendskab til den samlede
danske Digtning, end mindre er bygget paa et grundigt Omsyn i
denne, med Genoptagelse af ældre, glemt Kernestof og nyere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
