Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aage Matthison-Hansen: Tegnkonstruktionen i det kinesiske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
898
Tegnkonstruktionen i det kinesiske Sprog
oprindelig af enkelte Strøg eller usammensatte Hieroglyfer. Den
mytiske Kejser Fuh-ki, der sk&l have levet c. 3,200 Aar f. Kr., antages
af nogle for at have opfundet Skrifttegnene; men det er
rimeligere at antage, at de Forfattere har Ret, der siger, at det var
Tsang-ki (Aar 2,700 f. Kr.), der var Kinas Cadmus. Kejsere og
Statsoverhoveder har jo sjælden Lejlighed til at gøre store
Opfindelser. Tsang-ki fik, ett er de gamle Sagn, ved Synet af en
Skildpaddeskal, der, som bekendt, er sammensat af smukt leddelte
Firkanter, Ideen til ved Efterligning af Naturen at forme et
Skriftsprog. Disse første Skrifttegn var Symboler som hos de gamle
Ægyptere; men dette Skriftsprog maatte nødvendigvis blive for
begrænset, og efterhaanden, undertiden ved Tilføjelse af nye Træk,
undertiden ved at forbinde et eller flere af de 214 Rodord eller
Determinativer, dannede man det nu brugelige Skriftsprog. Det bør
dog her bemærkes, at Kineserne ikke selv kender noget til de 214
Rodord („radicals" kalder Englænderne dem), men at disse er
opstillede af europæiske Sinologer som et Hjælpemiddel ved Studiet
af Skrifttegnene.
Kinesisk er Hovedsproget i den lille Sproggruppe, der omfatter
det tibetanske, kochinkinesiske, burmesiske og koreanske Sprog.
Det er et Enstavelsessprog og har ingen Bøjninger. Hvis man
deler Professor Jespersens Opfattelse af Engelsk og antager dette
Sprog, der har saa faa Bøjninger og saa mange Enstavelsesord,
for at være et af de mest udviklede Tungemaal, maa ogsaa
Kinesisk siges at have naaet en høj Grad af Fuldkommenhed. „Det
kinesiske Sprog er et af vor Klodes højst udviklede Sprog," siger
Georg v. d. Gabelentz. Dets Substantiver kan ikke bøjes og dets
Verber konjugeres ikke, det har intet Alfabet — dette tørre
Alfabet — men udtrykkes paa Papiret ved Tusinder af bestemte
Symboler. Sproget har altsaa ingen synderlig Grammatik, men
en meget udviklet Sætningslære. Kineserne kalder Navne og
Hovedord for „Sz tsz" („døde Ord"), Verberne for „huo tsz"
(„levende Ord") og Partiklerne „hsü tsz" („tomme Ord"). Ordsproget
siger: „Den, der evner klart at skelne mellem de syv Partikler i
det kinesiske Sprog er Cand. mag."
De af Kineserne brugte Skrifttegn kan grupperes under
følgende Hovedformer: 1) De ældste, Bi lied tegnene, 2) Kaishu,
Skønskriften, der bruges til Bogtryk og indbefatter den paa Dynastiet
Sungs Tid dannede Skrift, 3) Hsing chu, Hurtigskrift med mere
afrundede Tegn og 4) Tsao shu eller Græsskrift, en Slags Steno-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
