Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Lehmann: Bacchustoget i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
996 Bacchustoget i Norden
blev tørstig; eller, naar han frøs i dette Vintermørke, drak han
stærke, lagrede Vine. Da blev han ubændig igen, sparkede først
den fulde Jeppe omkuld og puttede ham for Grin i Baronens
Seng, og gav ham Kanaljesæk at drikke, for at se, hvad han saa
vilde gøre; — klinkede dernæst med Ambrosius Stub og hjalp
ham med at skrive en Salme. Thi ogsaa hellige Ting forstaar
han sig paa — han er jo dog endelig en Gud! — derfor, da der
kom strengere Tider og han nødtes til at være ædru en Stund,
sad han hos Pietismens store Sanger og lærte ham at længes
og at frydes, ogsaa Brorsons Jesusmystik er dionysisk som Ewalds
Ode til Sjælen er det og den sygnende Digters Dvælen og
Drømmen i Rungsteds Lyksaligheder.
Men allerede da har Bacchus fra det fjerne hørt en
Kling-ren af Flasker og Glas, en larmende Dans til henrivende Toner
af Fiol og Guitar; og jublende hastede han op til Fredmans
stockholmske Kalas og trykker Kransen paa sin guddommelige
Svirebroders Hovede. Ja som man jo i Dionysos’ Religion til sidst
bliver ét med Guden, saaledes staar der nu i Djurgårdens Knejpe
en Carl Michael Bacchus og synger udødelige Toner, der siden da
har givet Klangen til i det mindste to nordiske kuldslagne Folks
bacchantiske Glæder.
Stundom er han Bacchus, stundom Dionys, og denne Dionys,
den ædlere af de to Skikkelser, kan være en skægget Kærnekarl i
spændig Kraft, som i hans første helleniske Tid, eller — som i
hans senere Forfinelse — en glathaget, glatlemmet, frodig
Ungersvend. Og denne Yngling ser vi staa i Nordens gamle Ærkesæde,
med „disse drømmende Øjne, denne svulmende Mund, der ligesom
svæver mellem Smil og Taarer" — den unge Oehlenschläger
kranset af den svenske Digtnings Apollo; — det er Dionysos om igen,
da Musernes Fører modtog ham i Delphi, og som Tegnér, der selv
sank hen i Bacchusdyrkelsen og endte som en Faun, tog mod den
danske Dionysos, saaledes tog den danske, klare, kølige Heiberg
— og efter ham baade Hertz og Ploug og Hostrup — mod den
hede, vilde Bellmann og gav den danske Vaudeville og
Studentersang hans bacchantiske Tone; — medens den stille, hesperiske
Bødtcher har sit Møde med Bacchus i Italiens Grotte, og Aarestrup
spiller Faun blandt lollandsk Adelspragt og Damesilke.
Saa atter til Sverrig hos Atterbom, Stagnelius og Almquist,
saa hjem igen til Ensomhed og Vemod og hellig Lidenskab i
Søren Kierkegaards paradoksale Tanke og til den sprudlende, pla-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
