Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Lehmann: Bacchustoget i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
997 Bacchustoget i Norden
toniske Aandrighed i hans Symposion; indtil han finder en elskende
og drikkende og dithyrambisk Sanger i Holger Drachmann, den
danske Lyriks kaarne Dionysiker. Men med den svenske Greve,
der drog til Danmark for at stemme sin Citer efter Chr. Winters
Tone, med Carl Snoilskys drufvor och rosor vender han tilbage
til Sverrig, huserer lidt med Heidenstam, men springer med sin
hele Sværm og sin fulde Guddomsvildskab ind i den fordrukne,
entusiastiske, kvindebedaarende, overmandende, gustaviansk
forrygende Gösta Berling og hans Kavalerers lystige Larmen. Det
er den stærkeste Lyd af det moderne Sverriges Dithyrambe, der
overdøver selv en Frødings skønne Melodier.
Vilh. Andersen har med denne Bog gjort et overmaade
lykkeligt Greb. Han har fundet et Emne, som tillader ham paa én
Gang at udfolde sin vidtfavnende litterære Kundskab og helt at
være sig selv. Han kan være Historiker her uden at falde hen i
biografiske Kombinationer, og han kan give sin hele Personligheds
kritiske — og i Grunden jo digteriske — Kraft uden at behøve at
fortælle os alt muligt om sig selv. Men Kombinationen, som er
hans Liv og Lyst og hvori hans Skaberkraft stikker, har han
heldigvis ikke ladet sig skræmme bort fra, nej han har tværtimod,
i vis Forstaaelse af sit eget Talent, lagt den til Grund for det hele
i denne muntre Form for et historisk Overblik; derved faar alle
de enkelte Forbindelser, han skaber, en naturlig Ret og Plads, ja
den bacchantiske Stemning, hvori det hele er lagt, giver selv de
uundgaaelige Ekscesser en vis fornøjelig Charme.
Thi naturligvis gaar det galt engang imellem; for at faa
Gang i Sagerne maa Forfatteren tage baade Mystik og
Drukkenskab og Poesi med, som ikke er egentlig dionysisk. Den hele
Blomsterdigtning f. Eks. — den eneste Konto, paa hvilken
Wergeland kan komme med i Selskabet, har kun faaet Plads paa
Dio-nysospostamentet ved en altfor stærk Fremhævelse af Planteguden.
Men Synspunktet, der er fremsat — og det er ikke nogen Allegori,
men en virkelig Sammenhæng — er saa rigt og saa fornyende, at
man ogsaa kan tage de Tilfælde med, som falder udenfor.
De findes ikke i det indledende Afsnit om Dionysos i den
græske Kunst og Digtning. Der er Vilh. Andersen saamænd saa
modeste og sædelig som han havde faaet Laudabilem til Attestatz,
og han kunde vist ogsaa godt faa det baade for sine smukke
Oversættelser og sit klare Overblik over Dionysostypernes
Udvikling. Kun synes jeg, han gør Vejen for nem fra den præstelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
