Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Lehmann: Bacchustoget i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
998 Bacchustoget i Norden
Besættelse til den digteriske Begejstring. Udenfra set, historisk,
ligger disse ganske vist i samme Udviklingslinie, indenfra set
derimod ikke. Det skabende Udgangspunkt i Digtersjælen er dog
noget andet end Troldmandens epileptiske Forrykthed og golde
Betagelse.
Hvor derimod Dionysos kommer til Norden, begynder
Andersen selv at tage rigtig fat, og hele hans Forfatterskabs
Blomstring slaar os i Møde med ain Duft og livsvækkende Friskhed.
Men straks ved det første Skridt snubler han over Jeppe paa
hans Mødding. At Holberg selv var en aldeles u-dionysik Aand
— han blev jo ogsaa syg, blot han rørte et Glas Vin — vil
Andersen vel ikke bestride; men hvorfor da lægge det dionysiske
ind i den Bonde, som han efter en kurant Komedieopskrift lader
drikke sig fuld for at gøre ham latterlig og synge Viser for at
gøre ham komisk. Fordi Phisters geniale Kunst fandt paa at
gøre Jeppe tragisk, er det ikke sikkert, at dette er litterært
berettiget, og end mindre er der Grund til ogsaa at gøre ham
di-thyrambisk. Men — og det er Skavanken ved den Slags
Kombinationer! — der maatte findes et centralt Udgangspunkt fra
dansk Digtning, og saa var der ikke andre end stakkels Jeppe, der
nu för tillf&llet bliver stadset op som skandinavisk Tricolore og
tilmed maa optræde som „naiv Jætte’, „grusom som et Rovdyr
og lysten som en Tyr" — mon Holberg vilde kendes ved ham?
Eller Bellman ved Molberg med Jætteprofilen? — Der er Øjeblikke,
hvor Vilh. Andersen selv tumler som en Silen; men hvad? Det
hører vel med til Temperamentet; og det er jo det, han bedaarer
os med.
Men naar han saa slipper Trædepauken og griber til sin
rigtige Fløjte, hvor kan han dog ikke spille! Lige efter den
slemme Jætteprofil kommer der en Sætning om Ulla, der „inde i
Stuen, ved sit Morgentoilette er saa lun og lækker, at Mandfolkene
gaber af Forelskelse, men ude i Naturen er saa frisk som en
Sommermorgen", Og saa tilføjes der: „Holberg har som bekendt
intet af dette". Hvad faar Vilh. Andersen med saadanne Sætninger
ikke En til at se og til at indse!
Iagttagelserne boltrer sig omkring imellem alle disse Digtere.
Man blader frem og tilbage, finder bestandig nye Træk og
overraskende Synspunkter. Hvilket Lodskud er ikke dette, at han
igennem Kierkegaards Motto: in vino veritas rammer
Subjektivitetens Gyldighed. Eller nu denne Silhouet af Kierkegaard som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
