Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henri Nathansen: Tre Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
Tre Breve
vil ikke faa dig til at skifte Farre som saa mange andre
Kamæleoner. Du vil ikke stramme dit Ansigt i bitre Folder og hvisle,
idet du dækker din Nøgenhed med friske Figenblade: det var
altsaa dét, jeg var for ham! Du var ikke af dem, der byder mig
Hjertet til Kys, naar jeg siger, at jeg elsker det, og vender mig
en krænket Bag, naar jeg siger, hvorfor jeg elskede. Du gav mig
Ly. Og kom jeg til dig en anden Gang og bad dig atter om Ly,
saa vilde du atter aabne din Favn for mig. Du véd, jeg regner
ikke med Troskab og Lykke og Hjem og Land. Jeg er trofast og
lykkelig, saa længe jeg ikke har Tid til at tænke paa, at der er
noget, der hedder Troskab og Lykke. Jeg flygter i Rædsel, naar
man maler mig dem som Fanden paa Væggen. Og jeg hader
Hjem og Land, naar de regner med mig som en nyttig Soldat. Mit
Liv er saa kort, og jeg har ikke Tid at ofre til andre Guder.
Jeg kom til dig, Ellen, jeg rejste igennem det Land, hvor du
boede. Jeg hører nogle uvedkommende Navne — en Gade, en
Skov, en Borger, din Mand. Du og jeg gled sammen, jeg saa’ det
straks i dine Øjne, du følte det Livet er kort — vi følte det
begge, og i vort Møde var der noget af det nære Farvel, der endnu
engang strækker Hænderne ud og søger at holde fast —
Du gav mig Ly en Stund, jeg rejste gennem dit Land. Svandt
ikke Tid og Rum ud af dine Tanker, Troskab, Lykke, Hjem og
Land! Der var noget uden for dig ... havde det virkelig én Gang
været dit Liv ... en daglig afmaalt Lykke, en Mand, hvis Navn
du havde, og hvis Ansigt du aldrig havde set, før du saa’ mig.
Dit Liv var som en Gevinst, du ikke havde drømt om, og som nu
laa i dit Skød. Dit Hjerte var som et Træ i din Stue, du havde
vandet det, sløvt og regelmæssigt, Morgen efter Morgen og Aften
efter Aften. Og saa en skønne Dag skød der Blomster fra dets
Grene, tunge, røde, dybt duftende Blomster, og du glemte at vande
dit Hjertes Træ, sugede kun Duften ind i din Sjæl, tankefuld,
drømmende, den dybe, drivende Duft af Blomsternes berusende Dulmen.
Nu er Blomsterne borte, men Duften driver endnu i din Sjæl.
Ellen — Livet er drivende Dufte. Tro ikke, at det lader sig
fange — kan du fange en Duft? Tro ikke, at det lader sig sanke
i Lade. Du kan sanke og sanke, og en skønne Dag ser du. at det
alt sammen er Avner, der glider tørre og golde imellem dine Fingre.
Lad drive, lad drive — jeg lader Duftene drive, véd ikke, hvorfra
de kommer, véd ikke, hvorhen de gaar. Jeg kom til dig, Ellen,
og jeg drev atter bort, spørg ikke hvorhen, jeg kan ikke svare.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
